Der er et ateistisk argument imod Gud, der kaldes ”teodicé-problemet”, som jeg ofte støder på, og det siger at hvis Gud vil og kan fjerne al lidelse, hvorfor findes lidelse da stadig? Hvis Han ikke vil, er Han ikke god; hvis Han ikke kan, er Han ikke almægtig – men hvis Han både vil og kan, hvorfor så lidelse overhovedet?

Verdens lidelse gøres uforenelig med en Gud, der både er almægtig og fuldt ud god. Én ting er moralsk ondskab, at vi som mennesker kan vælge at gøre ondt – det kan Gud ikke stilles til ansvar for. Men ”umotiveret lidelse” – lidelse uden personlig skyld hos den ramte – f.eks. et barn født med hjerneskade, men også hos dyr, fordi dyrene ikke har nogen fri vilje, moralsk bevidsthed eller mulighed for indsigt i deres egen smerte – og samtidig lider de ofte intenst og meningsløst – det har i argumentet ingen plads, hvis Gud er god.

En fremtrædende person med den forståelse, er Alex O’Connor. Han påpeger, at de klassiske teologiske forsvar (”theodicéer”) for menneskelig lidelse – såsom fri vilje, moralsk vækst eller mulighed for frelse – ikke er relevante for dyr, som ikke tænker som mennesker og ikke kan drage mening ud af lidelse. Når dyr rammes af sult, sygdom, kulde, rovdyr eller naturkatastrofer, er lidelsen ofte brutal, langvarig og uden ”højere” formål, som f.eks. menneskers moralske udvikling eller valg.


Der har igennem tiderne været mange forsøg på at balancere argumentet, og der er to personer, som O’Connor har adresseret i kampen mod kristendommen, som jeg derfor også berører her. Det er William Lane Craig og John Lennox. De er begge markante apologeter, kendte for at forsvare den kristne tro i debatter og litteratur, og de giver et godt billede af en type forsvar – som jeg ikke synes er fyldestgørende, og derfor skriver jeg denne artikel.

Dermed siger jeg ikke at de ikke er eller har været værdifulde i forsvaret af troen. De har begge kæmpet hårdt i mange år, og det bør i sig selv bære en vis fortjent respekt.

William Lane Craig
I O’Connors video ”Kristendommens Største Problem”^[1], taler han ud fra William Lane Craigs forsvar, hvor Craig giver med forskellige argumenter i forsvar for dyrs lidelse, i en god Guds verden.

Craig siger, at rovdyr og smerte hos dyr er en nødvendig del af et fungerende økosystem.

Uden rovdyr bliver visse bestande for store, hvilket fører til sult, sygdom og massedød. Rovdyr forbedrer faktisk sundheden i dyrebestande, fordi de tager de svage, syge og gamle. På den måde bliver lidelsen mindre værre, end den ellers ville have været, hvis der kun var sult og kollaps.

Craig bygger på filosoffen Michael Murray, der i bogen ”Nature Red in Tooth and Claw” beskriver en ”tre-trins model” for smerteoplevelse:

• Første niveau: ren stimulus-reaktion (som en bakterie, der trækker sig væk).
• Andet niveau: sansende oplevelse af smerte (f.eks. en hund føler smerte).
• Tredje niveau: selvbevidst smerte – at vide ”jeg lider”. Det kræver højere kognitiv selvbevidsthed (præfrontal cortex). Ifølge Murray (og Craig) har dyr generelt ikke dette tredje niveau, kun mennesker og nogle højere primater.

Dermed siger han at dyr føler ”noget”, men de lider ikke på samme reflekterede måde som mennesker. Det lindrer problemets vægt, fordi selvom dyr skriger og kæmper, så oplever de det ikke med samme dybde af selvbevidst rædsel.

John Lennox
I samtalen ”Hvorfor denne Oxford-matematiker er sikker på, at Gud findes”^[2], giver Alex udtryk for at netop lidelse er ”argumentet” – altså det stærkeste argument imod kristen teisme. Lennox har heller ikke fundet en tilfredsstillende konklusion – og det er han på det rene med. Men han forsøger at se sagen fra en ny vinkel og siger:


Lennox siger, at verden altid møder os som et blandet billede – ”beauty and bombs” – og han mener, at enhver verdensanskuelse må tage begge dele alvorligt. Derfor nægter han at levere en teoretisk forklaring, der ”retfærdiggør” lidelsen. I stedet spørger han, om der findes evidens for en Gud, der forstår lidelsen så dybt, at vi – selv uden hele svaret – kan finde fred midt i den.

Her peger Lennox på Jesus. ”Hvad laver Gud på et kors?” siger han, og han mener, at korset viser, at Gud ikke blev på afstand, men trådte ind i vores smerte og forklarer at ”Hvis korset var enden, havde vi aldrig hørt om Jesus”. Derfor fører han til opstandelsen – både som intellektuelt spørgsmål (kan det troværdiggøres historisk og naturfilosofisk?) og som eksistentielt spørgsmål (menneskers møde med den levende Kristus). For ham betyder kors + opstandelse, at Gud bekræfter, at det onde virkelig er ondt (korset), og at det ikke får det sidste ord (opstandelsen).

Retorisk, siger Lennox, må svaret bære ethos, logos og pathos.

Ethos (troværdighed):
Han taler som både troende og matematiker (nøgternhed), og han viser pastoral tyngde med historien om enken i New Zealand. Det signalerer integritet og erfaring snarere end polemik.

Logos (fornuft):
Han omformulerer problemet: ikke ”forklar alt ondt”, men ”er der evidens for en Gud, der forstår lidelsen?”. Derpå kobler han kors + opstandelse som rationel/historisk påstand: ”Hvis korset var enden, havde vi aldrig hørt om Jesus”.

Pathos (indlevelse):
Han validerer smerten (”beauty and bombs”), opløser ikke lidelsen, men bærer den sammen med spørgeren. Han møder Alex dér, hvor han er følelsesmæssigt.

Lennox giver problemet tilbage. Han opløser det ikke, men validerer det som et ægte problem og inviterer Alex til at bære det sammen. Undervejs udfordrer han materialismen – hvis alt blot er materie i bevægelse, hvad bliver der så af objektiv skønhed og ondskab? Den kristne fortælling, siger han, giver plads til klagen (Salmernes Bog), viser Gud som den med-lidende (korset) og giver et fornuftigt håb (opstandelsen).


Der er altid problemer forude, når man bøjer sandheden. Fælles for både William Lane Craig og John Lennox er, at de begge er fortalere for en 4,5 milliarder år gammel Jord.

Lennox har udtalt, at Bibelen er tavs omkring det præcise tidspunkt for skabelsen, og at kristne frit kan vælge at tro på enten en ung eller en gammel jord. Han siger specifikt, ”du kan tro at jorden er ung, men du behøver ikke”^[3]. Han accepterer resultater fra moderne kosmologi og geologi, som peger på en meget gammel jord og et gammelt univers. Han mener, at Bibelens skabelsesberetning kan tolkes anderledes end en bogstavelig 6-dags skabelse, og at tekstens struktur adskiller ”den initielle skabelse” fra første dag. ”I begyndelsen skabte Gud himlene. Jorden blev ikke skabt på den første dag, hvilket er det første, du lægger mærke til i teksten”. Han forklarer endvidere:


Professorer er ikke vores rettesnor og konsensus definerer ikke sandhed. John Lennox er selv professor emeritus i matematik ved Oxford University, og tager ligeså meget fejl som professorerne på Cambridge Oxford. William Lane Craig er professor (og forskningsprofessor) i filosofi ved Talbot School of Theology og tidligere ved Houston Christian University – han tager også fejl.

Craig afviser, at kristendommen nødvendigvis kræver troen på en ung jord – og fair nok – det er ikke et frelsende spørgsmål, men det er et vigtigt spørgsmål, hvilket tydeliggøres i spørgsmålet om lidelse. Han accepterer den etablerede videnskabelige konsensus om universets og jordens alder og tilslutter sig big bang-teorien, som antyder milliarder af år.

Craig har udtalt, at ungjordskreationisme er ”pinlig for kristendommen”^[4], da det ifølge ham afviser den videnskabelige konsensus om universets alder. Han accepterer videnskabens resultater for en gammel jord. Han tager klart afstand fra ungjordskreationister og har offentligt kritiseret dem for at ignorere mainstream-videnskab. Han arbejder for en harmonisering af tro og naturvidenskab og anser big bang som forenelig med teistisk tro.

Pointen med dette afsnit er: Fordi de begge har gjort knæfald for videnskaben, kan de ikke svare på spørgsmålet om umotiveret / nyttesløs lidelse. Deres argumenter bærer præg af en villighed til at læse ting ud af bibelens tekst, som bryder med det åbenlyse. Milliarder af år med animalsk lidelse før mennesket blev skabt, er ikke den umiddelbare bibelske forståelse – heller ikke den logiske. Er man villig til at godtage den præmis, så kan alle teorier retfærdiggøres.


Det er ikke dette emne artiklen her skal handle om, for det er et emne i sig selv, og der er mange nuancer der skal besvares. Men for at komme til svaret på det svære spørgsmål ”Hvorfor eksisterer umotiveret lidelse?”, giver det mening ganske kort at forstå at Jorden ikke er ældre end menneskeheden selv – end biologisk liv som helhed.

Fra begyndelsen
Den første afsløring af Jordens alder, vil jeg lade Jesus give os. Han spørger os: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem (Adam og Eva - mennesket)som mand og kvinde” (Matt. 19:4). Som svar på et vigtigt spørgsmål om de mest betydningsfulde menneskelige institutioner (ægteskab og familie), citerer Jesus skabelsesberetningen i Første Mosebog som sin autoritet. Det er tydeligt, at Han – i modsætning til moderne intellektuelle og liberale teologer og professorer – anså skabelsesberetningen som historisk sand og guddommeligt inspireret.

Markus’ beretning tilføjer en vigtig ekstra information, at teksten i Første Mosebog ikke blot henviser til begyndelsen, men uddyber ”begyndelsen af skabelsen” - ”Men fra skabelsens begyndelse gjorde Gud dem til mand og kvinde” (Mark. 10:6 , KJV). Det vil sige, Gud skabte Adam og Eva (1. Mos. 1:26-27) lige i begyndelsen – ikke 4,5 milliarder år efter begyndelsen, som moderne evolutionister og teistiske uniformitarianere vil have os til at tro.

Både John Lennox og William Lane Craig mener, at der var død blandt dyr før mennesket blev skabt, men at menneskelig død først optrådte efter syndefaldet.

Lennox anerkender, at fossilfund viser dyredød og endda sygdom længe før menneskets fremkomst, og han mener, at Bibelen ikke nødvendigvis siger, at synden introducerede dyredød – kun menneskelig død og separation fra Gud. Han skriver i sin bog, ”Seven Days That Devide The World” (syv dage som deler verden) at


Det samme med Craig, der i sin argumentation for en gammel Jord accepterer, at evolutionære processer inkluderer dyredød i millioner af år før mennesket. Han mener, at også at syndefaldet primært handler om menneskets død, ikke dyrenes^[6].

Alt var ”såre godt”
Er en Jord med millioner af lig i jorden ”såre god”? I Bibelen informerer Gud at Han på femte dagen lod jorden ”frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter… gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt” (1. Mos. 1:24-25).

Selvom man som Lennox finder villigheden til at separere de to første vers af skabelsen, så er der i alle skabelses-fortolkninger ingen tvivl om at døgnene efter skabelsen af solen, består af 24 timer. Når Gud skabte dyrene på femtedagen og mennesket på sjette-dagen, er der højest 24 timer imellem – det er en uundgåelig konklusion.

Efter dyrene blev skabt, åd de ikke hinanden som vi ser det i dag (og det er begrænset hvor meget de kunne æde på én dag), hvilket er årsagen til at evolutionslæren tror, at sådan har arternes kamp altid været. Tværtimod var – selv de rovdyr vi i dag kender som sådan – vegetariske – ”alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde” (1. Mos. 1:30).

Der er ikke noget der taler for milliarder af år med evolution. Tværtimod så Gud tilbage på de seks skaberdage og sagde ”det var såre godt” (1. Mos. 1:31) – en færdig, perfekt skabelse.

Bibelen forkynder en fremtid med samme globale fred. Esajas profeterede om 1000årsriget og skrev, ”Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile hos Kiddet, Kalven og Ungløven græsse sammen, dem driver en lille Dreng. Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger ligger Side om Side, og Løven æder Strå som Oksen; den spæde skal lege ved Øglens Hul (en slags giftig slange), den afvante række sin Hånd til Giftslangens Rede” (Es. 11:6-8 , se også Es. 65:25).

Det var det, Gud kalde såre godt. En verden i fred uden død, sygdom og sorg – som Gud i sit Ord kalder en fjende (1. Kor. 15:26). En verden med en fjende, er ikke ”såre god” (Hebræisk ”me’od tov”). Det er et udtryk der forstærker, at Guds skabte verden ikke bare acceptabel eller tålelig, men på et særligt højt, fuldendt niveau – altså helheden fremstår harmonisk og elsket af Skaberen^[7].

Nogle fortolkere mener således, at ”me’od tov” ikke kun henviser til kvalitet, men også til relationer og funktion; noget er ”meget godt”, fordi det er i harmoni med Gud, og hele skabelsen er komplet og formålstjenlig.

Ifølge ordstudiet i Hebrew Word Study, peger me’od tov på fuldendthed, harmoni og en kærlighed til hele skabelsens symfoni – alt var i perfekt balance, lige som Gud ønskede det. Det harmonerer på ingen måde med at dyrene tog livet af hinanden og åd hinanden – og hvis man skulle acceptere den tanke, hvad skulle så holde dem fra ikke også at æde mennesker som det sker i dag?

”Døden kom ved ét menneske”
Der er ikke flere typer død. Der er tale om døden i ental, ”døden er kommet ved et menneske” (1. Kor. 15:21) og ”synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden” (Rom. 5:12). Synden som mennesket bragte ind i verden, forårsagede døden.

I begge vers benyttes ordet for ”døden” (græsk: θάνατος, thanatos) i ental. Der er ikke flere koncepter for kødelig død. Der er kun denne død, og den kom ved synden. Samme død tilintetgøres i Jesus, ”Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus” (1. Kor. 15:21).

Salomon sagde ”Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed” (Præd. 3:19). Det liv med livsånde der tales om, er det kødelige liv – Salomon beskriver tomheden uden Gud. Ligesom Moses der fortæller om syndfloden, hvor alt liv omkom: ”Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker” (1. Mos. 7:21).

Bibelen behandler døden som én og samme fysiske realitet (thanatos i ental) indført gennem Adams fald. Den rammer alt kød med livsånde, så mennesker og dyr deler samme skæbne under forgængeligheden. Derfor opererer Bibelen ikke med flere slags kødelig død – kun denne ene. Også denne død (sammen med den åndelige død mennesket også fik del af – hvilket adskiller os fra dyrene) ophæves i Kristus gennem opstandelsen, hvor livet sejrer for alle, der er i Ham.


Der er nogle forkerte spørgsmål der bliver stillet.

1. Hvorfor tillader Gud lidelse?
Det er det forkerte spørgsmål der stilles. Gud satte mennesket som global forvalter under Ham. Vi fik ansvaret, og ved synden – ulydigheden mod Ham, tillod vi at lidelse fik adgang til os og alle under os.

Alvoren er dyb og smertelig, og det, Alex OConnors synspunkt gør, når det anklager Gud for at tillade lidelse, er ansvarsfraskrivelse. Mennesket er ansvarlig for både lidelsen og dødens fremkomst i denne verden. Gud sagde til Adam, ”Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld” (1. Mos. 3:17).

Der er flere ting i ”for din skyld” – dels at Adam ved sit valg blev årsagen til, at jorden blev lagt under forbandelse og hele skabningen underlagt forgængelighed. Men også at forbandelsen virker til det faldne menneskes bedste, på den måde at den gør syndens alvor tydelig. Den afslører både dårskaben i at sætte sin lid til andet end Skaberen og vores magtesløshed til at frelse os selv, med henblik på at føre os til omvendelse og tillid til Guds frelse. Vi har ikke magt til at forhindre lidelsen vi bød ind i verden – vi er afhængige af Hans frelse. Det ses i den anden termodynamiske lov – der beskriver et univers i tiltagende forfald og med en kommende afslutning, men vidner samtidig om en begyndelse – og peger derfor tilbage på Skaberen som det eneste håb.

Lidelse, forstået på denne rette måde, burde få O’Connor til at række hånden ud til Gud for hjælp, og ikke knytte næven imod Ham.

2. Er lidelse retfærdigt?
Det er også et forkert spørgsmål, for det er ikke retfærdighed det handler om, men konsekvens. Vi kan ikke tale om retfærdighed i forhold til tyngdekraften når vi falder. Tyngdekraften er ikke ”retfærdig”, men den er konsekvent. Tyngdekraftens konsekvens er at vi slår os når vi falder, ligesom syndens konsekvens, grundet faldet fra Gud, bringer lidelse og død. Gud havde gjort det klart, hvad konsekvensen var ved at vælge frugten fra træet til kundskab om godt og ondt, og konsekvensen ved Adams valg var døden, lidelsen – at livet derefter som konsekvens også ville byde på lidelse – livet på godt og ondt.

Først da mennesket syndede, frembar Jorden torn og tidsel (1. Mos. 3:18), som er et billede på synden, og dermed lidelse. Mens Jesus led straffen for os, bar Han kronen af torne på sit hoved (Matt. 27:29) og ved det ser vi at Han bar vores synd (se også ”Ben, kød og blod”). Her, lige efter syndefaldet, begyndte historien om forløsningen, der, uanset om vi forstår / accepterer det eller ikke, kræver retfærdighed. Alvoren i at Adam valgte døden med sin Eva, er dyb, og indtil Jesus kom og tog del i døden for at overvinde den, blev dyrene de ofre der dækkede synden – vist ved at Gud selv slagtede de første dyr og dækkede Adam og Evas nøgenhed (1. Mos. 3:21), som blodet dækkede syndens skam – hvilket resten af Bibelens historie mod den endegyldige forløsning fortæller.

Syndefaldet berørte ikke kun mennesket, men hele skaberværket, hvilket Paulus giver udtryk for i Rom. 8:18-23 , ”Thi jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os. Thi skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden – ikke frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder – dog med håb, thi også skabningen selv skal engang fries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden. Vi ved jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund. Og ikke skabningen alene, men også vi selv, der har Ånden som førstegrøde, også vi sukker ved os selv, idet vi bier på barnekår, vort legemes forløsning”.

Så hvorfor oplever vi umotiveret lidelse?
Menneskets fald brød forvalterskabet og lagde hele skabningen under forgængelighed. Derfor rammer lidelsen også dér, hvor ingen ”fortjener” den. Børn og dyr fødes med lidelser – bliver syge eller dør tidligt – konsekvensen er meget alvorlig. Vi åbnede døren for lidelsen – Gud åbnede vejen til genoprettelse i Jesus. Det er i det, Guds almægtighed og godhed ses. På trods af at mennesket valgte at vrage Gud og Hans godhed og tage vejen ud af paradis, så gav Gud sig selv som offer, og tog skylden på sig selv.

Jesus genopretter alt som det var tiltænkt, og som den første bog i Bibelen kommunikerer forbandelsen, får vi i den sidste bog informationen at når Han gør det, skal der ”ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet… ikke mere være noget, som er under forbandelse” (Åb. 21:4 , Åb. 22:3).