Hele kapitel 29 omhandler instruktioner om, hvorledes Aron og præsterne skal helliges gennem ritualer og korrekt påklædning. Det, der står skrevet på deres hovedklæde (se 2.Moseb.28:36), skal indtil mindste detalje gøre sig gældende i deres tjeneste. Usyret brød viser hen til syndfrihed, som de får gennem ofring. At tvætte sig taler om renhed. Og salvensen er et forbillede på Helligånden, som blev givet Jesus uden mål. Salvelsen var et vigtigt led i indvielsen som ypperste præst. Salve kommer af det hebr. mashah, der er forbundet til ordet mashiah , Messias. På græsk er dette ord chrio, Kristus. Vi siger derfor ofte: Den salvede Jesus! Han blev salvet for at være vor frelser og ypperstepræst. Aron var et forbillede på Jesus Kristus, men der er den forskel, at Jesus ikke behøvede tyre og bukke til ofringer men gav sig selv for at blive vor fuldkomne ypperstepræst, (Hebr 7:26-28 og 9:11-14).

Arons klæder

I 2. Mos 28:2 står: Du skal tilvirke din broder Aron hellige klæder til ære og pryd. For at ære Gud måtte den tjenstgørende præst være klædt i denne skønne dragt, som kun brugtes i helligdommen.

Ingen kan nærme sig Gud uden den præstelige klædning, Jesu Kristi retfærdighed. Denne retfærdighed er Herrens ære og den troendes pryd.

At beskrive den præstelige klædning er for omfattende. Dog kan vi trække visse paralleller med hensyn til farver på dragten. Vi vil dog bemærke to sjohamsten, som Israels sønners navne var indgraveret på, seks på hver sten . Aron bar Israels sønners navne på sine skuldre for at være deres repræsentant ind for Gud. Således bærer vor ypperstepræst alle pånyfødte kristnes navne på sine skuldre for at kunne være dem en hjælper i alle situationer.

Ikke alle stenene i klædningen var lige ædle og kostbare eller kunne tage imod lige meget af lysets stråler. Således er der også i Kristi forsamling stor forskel med hensyn til fornyelse og vilje til helligelse. Ikke alle giver samme refleks på gaverne, Gud ved Ånden giver os. Og ikke alle er lige trofaste.

På Arons og senere på ypperstpræsternes silkekjortel var den nedre kant besat skiftevis med små bjælder og granatæbler, 2.Moseb. 28:33ff. Æblerne var af silke i forskellige farver. At ypperstepræstens klædedragt var udsmykket således var til ære og pryd <28:2>. I NKJ står til herlighed og skønhed. Folket skulle forstå, at Herren deres Gud var hellig, og at han i nåde bragte både herlighed og skønhed til dem gennem sin mellemmand, ypperstepræsten. Over en hvid, linned dragt bar han en speciel lang og sømløs blå kappe og et bælte. Også Jesu kjortel var vævet ud i et Joh 19:23.allerhelligste, ikke var død men kunne fortsætte sin tjeneste derinde til hele folkets bedste. Alle vidste nemlig, at havde han ikke omhyggeligt fulgt alle Guds påbud i klædedragt og renselse, ville han dø, når han trådte frem for Gud <28:42>.

Vers 36. Pandepladen med de indgraverede ord: Helliget Herren var ca. 2 fingre bred og af guld. Kun ypperstepræsten måtte bære disse ord, men i tusindårsriget skal endog hestene bære et sådant indskrift (Zak. 14:20-21 og Åb 19:11-14 og 14:20).

Og på brystet bar ypperstepræsten folkets navne. Det er et forbillede på, at i Jesus skulle Gud og folk forenes. Ypperstepræsten bar også en efod i kongelige farver, blå, purpur og purpurrødt, og syet med guldtråde. På skuldrene var efoden fæstnet sammen med de tidligere omtalte sjohamsten med Israels sønners navne. Derved bar ypperstepræsten symbolsk hele nationen ind for Gud i alle sine præstelige handlinger (2. Mos 28:5-14).

Hebr. brevet præsenterer Jesus som vor ypperstepræst (Hebr 4:14(. Han har medlidenhed med os i vore prøvelser og véd til fulde, hvad vi går igennem . Han har givet sig selv hen for os som en gave og et offer (Ef. 5:2). Og ved sin død og opstandelse er han blevet vor mellemmand (1.Tim. 2:5) og træder frem for Gud med forbøn for os (Hebr 4:14).

Syndoffer

I 29:13 står: Tag så alt fedtet på indvoldene, leverlappen og begge nyrerne med fedtet på dem og bring det som røgoffer på alteret. Alt det bedste, et menneske ejer, er det skyldig at ofre i Herrens tjeneste. Men tyrens kød, dens hud og dens skarn skal du opbrænde uden for lejren. Det er et syndoffer . At det skulle ske uden for lejren er et forbillede på, at synden skal bortskaffes og forbrændes. Derfor led også Jesus udenfor byen for at betegne, at han skaffede synden bort fra folket ved på korset at fælde den fuldkomne dom over den.

Lydhørhed

2.Moseb. 29:20. At offerdyrets blod skal stryges på Arons og hans sønners ører er et billede på lydhørhed. Og at blodet stryges på deres hånd og fod er for at påminde dem om, at de straks skal være villige til at adlyde Guds bud og ved alle krops- og sjælskræfter beredvilligt underkaster sig Guds vilje. En sådan lydighed og beredvillighed er ikke muligt før vi er blevet forsonet med Gud (se Hebr 12:24).

Sonepenge

2.Moseb. 30:12-16. Enhver voksen mand måtte betale sonepenge en gang i sit liv. Sonepengene kaldtes også helligdommen sekel. Denne sekel havde flere betydninger. Den anvendtes til brug i templet . Den påmindede de unge mænd om, at de tilhørte Herren. Og var på samme tid en forløsnings-sekel, der gav dem Guds velsignelse og beskyttelse. Herren så i nåde på dem af Israels børn, som adlød hans befaling. Han så på dem som genløste og lod ikke sin straf ramme dem. Også for os er der betalt løsepenge, idet Kristus har betalt dem og vil tage imod dem, som tror på ham (1. Pet 1:18-19).

Præsterne skal ofte tvætte sig

2. Mos 30:18. Præsterne, som tjente ved Herrens alter, skulle gentagne gange tvætte sig for at mindes, at måtte træde frem i renhed, når de tjente ved Herrens helligdom. Det er et billede på, at vi, som tjener Herren, skal rense vor sjæl og ånd om og om igen. På samme vis skal vi se fodtvætningen, som Jesus udførte på disciplene nær afslutningen af sin jordiske tjeneste. . Et billede på, at al åndelig urenhed skal fjernes. Først da kan vi tjene Herren på rette måde.

Salveolie

Du skal tilberede en hellig salveolie, vers 25. I denne blanding indgik Myrra, kanel, kalmus og kassia. Vi vil forbigå den indviklede tilberedningsproces og i stedet se på, hvilken billedlig betydning, olien havde.

Både helligdommen og præsterne skulle salves med denne, hellige olie, der var et billede på Helligåndens mange nådegaver. Enhver kristen har af Kristi fylde fået denne salvelse (Joh. 1:16 og 2.Kor. 1:21 og 1. Joh 2:27), så vi med rette er Herrens salvede (Salme 105:15) og Guds tempel (1.Kor. 3:16).

Salveolien må ikke anvendes til eget brug

2. Mos 30:32-33. Den, som anvender denne salveolie på en lægmand , skal udryddes af sin slægt. Et forbillede og forskrift, der viser at Guds Ånd ikke meddeler sine tjenester til nogen, som ikke tilhører Herren. At olien ikke måtte misbruges er en advarsel om, at der ingen efterligninger må være af Åndens gerninger. Det, som er helliget Herren, tilhører alene ham. Og ingen, der ikke er en Herrens tjener, må anvende disse gaver.

Det samme gælder pulveret, der anvendes til røgelse, som var tilberedt af andre, fintduftende materialer, der gjorde, at røgelsen udsendte en liflig duft og fortalte folket om Guds herlighed og hellighed. Paulus sammenligner kristne med denne liflige røgelse (se 2. Kor 2:14-16).

Tak/fredsoffer, 3. Mos 3:1-17

Takofre var i almindelighed udtryk for fred og fællesskab imellem den, der ofrede, og Gud. De kan også med rette kaldes lovprisningsofre, fordi man takkede og lovpriste Gud for hans godhed og velgerninger (jvf. Hebr 13:15). Ved sådanne ofre kunne et hun-dyr bruges, hvad man ikke måtte ved syndofre. Ved takofring var det tilladt at spise sammen med præsterne og evt. venner, som hvis Gud selv var vært. Sådanne ofringer viste hen til den fred, der blev gjort mulig gennem Jesu Kristi forsoningsoffer. Jesus er vor fred (Ef. 2:14), idet han stiftede fred ved blodet på korset, Kol. 1:20.

Syndofre, 3. Mos 4:1 ff

Dersom nogen af vanvare syndede mod nogen af Herrens påbud, og hvis ypperstepræsten af vanvare gav folket årsag til at synde og derved pådrog dem skyld, var et syndoffer nødvendigt. Det var særligt alvorligt, når ypperstepræsten syndede, fordi hele forsamlingen derved pådrog sig skyld og måtte bære sin del af skylden. Men når han ofrede og fik forsoning med Gud, fik også hele forsamlingen sin del af den velsignelse, der tilflød ham.

Der er foreskrevet, hvorledes hver enkel gruppe skulle forholde sig, dersom de syndede af vanvare. Vi fordyber os dog ikke i disse forskrifter men ser på, at ypperstepræstens synd ikke kunne sones uden ved ofring af en tyr. Ypperstepræsten repræsenterede folket, og derfor måtte hans syndoffer brændes uden for lejren (3. Moseb. 4:11-12). Det er et forbillede på, at Kristus blev gjort til synd for os og led døden uden for Jerusalems porte (Hebr 13:11-13).

Vanvare-forsyndelse, 3.Moseb. 5:14 til 6:7 og 7:1-7, kunne for eks. være at glemme at frembære et førstegrødeoffer e.l. og indebar derfor, at vedkommende igen måtte forsones med Gud. Noget andet var, dersom nogen med overlæg havde tilsidesat det, Herren havde påbudt. Et sådant menneske skulle udryddes (4. Mos 15:30), fordi der ikke kunne opnås tilgivelse for en bevidst synd. Dette peger hen på, at der i NT også forkyndes om, at der ingen tilgivelse er for en bevidst synd.

Vor frelser, Jesus Kristus, er ligeledes en soning for vore overtrædelsessynder (Kol 2:13 , se også Es. 53:10). Og ikke blot er han en soning, men vi bliver også retfærdige i ham.

Ofringerne ophørte, da det fuldkomne offer blev bragt

Det påbudte offersystem blev bragt til ophør, da Guds perfekte lam for bestandigt borttog verdens synder og banede tilgivelsens og fællesskabets vej til Gud. På grund af hans offer kan vi gå direkte til Gud Fader (Joh. 10:27-30, 14:6, 15.kap. 17:3 og 21-23). Ingen præst skal længere stå imellem os og Gud (1.Tim. 2:5). I Jesu Kristi, vor store ypperstepræsts navn, må vi gå lige til Guds trone og tage imod tilgivelse for vore synder og få hjælp og vejledning for problemerne i vort liv (Hebr. 4:14-16 og 1. Joh 2:1-2).

En kortfattet beskrivelse af Tabernaklets opbygning

Symbolikken i Tabernaklets opbygning fra grundvold til tag finder vi meget kortfattet i Tit 2:11-13.

Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden i forventning om det salige håb og den store Guds og vor vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst.

Kristi fuldbyrdede værk, grunden.
Den foregående frelse og helligelse, væggene.
Den ventede afslutning, håbet og forløsningen, taget.

Kortfattet gennemgang af ofringer

Som tidligere omtalt var ofringer et forbillede på Kristi forsoningsdød. Bibelen fremstiller alle folk som syndere, der lever i en stade af åndelig død og bestemt for legemlig og evig død , fordi vi er adskilte fra Gud og ude af stand til at genoprette det livgivende fællesskab med vor Skaber (Rom. 5:12 og 8Rom. 5:14), vor oprørskhed imod Gud (Kol 1:21-22) og vor konstante, syndefulde levevis (1.Moseb. 6:5, 8:21 og Rom. 3:10).

Ingen behøver dog at fortsætte på den åndelige døds vej. Da Gud fortalte Adam og Eva om de forfærdelige konsekvenser, deres synd ville få, åbenbarede han også sin frelsesplan for dem (1. Mos 3:15). Gud ville sende en frelser, som skulle bære enhvers synd og genoprette det brudte fællesskab. De levitiske ofringer skulle lære folket konsekvenserne af at synde og den frelsende betydning ved at ofre. Da Adam og Eva havde syndet, lærte Gud dem at ofre. Og skindet fra offerdyret gav han dem til at skjule deres nøgenhed. Det viste symbolsk, at ofringer skjuler synder (1. Mos 3:15). Fra dette tidspunkt syntes det forstået, at Gud krævede blod-ofre for at dække over synden. 1. Mos 3:15 beskriver, hvorledes Abel ofrede et lam. Noa ofrede et dyr for at vise sin tak efter syndfloden (1. Mos 3:15). Og Abraham, Isak og Jakob byggede altre og ofrede til Gud, hvor de slog sig ned (1. Mos 3:15 , 26:25 og 35:1-7

Århundreder senere gav Gud Moses detaljerede instruktioner om Israels tilbedelse af ham og oprettede et system af hellige ofringer. Alt sammen for at forberede folket for det ultimative offer i forbindelse med, at Kristus en gang for alle ofrede sig selv.

Brændofret, 3. Mos 1:3-17

Til et sådant offer krævedes et tamt han-dyr uden defekter. At det skulle være et tamt dyr var fordi, det var et offer, der blev krævet. Noget, der ikke har kostet os ret meget, er ikke et virkeligt offer. Almindeligvis krævedes en tyr, et får eller en ged. Men den fattige kunne nøjes med mindre, en due eller turteldue (sml. Luk. 2:22-24 og 2. Kor 8:9). Brændoffer er et tydeligt forbillede på Kristi frivillige ofring af sig selv som Guds lam i fuldkommen lydighed imod Faderen. Enhver, der førte et dyr til ofring, måtte identificere sig selv med ofret, som skulle tage den ofrendes plads (3.Moseb. 1:4). Således må vi identificere os med Kristus, vort brændoffer, så vi bliver rensede fra synd og bliver et levende offer for Gud (Rom. 12:1-2). Dyret skulle opbrændes af ild. Et billede på Guds fortærende hellighed overfor synd.

Afgrødeofre, 3. Mos 2:1-11

Ifølge hebræisk står der: Vil ensjæl gøre Herren et spiseoffer. Spiseofre kunne være et offer for sig selv eller ske i forbindelse med andre ofre. Det kunne bestå af fint mel eller kager, eller af stegte og stødte nødder af førstefrugterne. Disse ofringer tilførtes olie, som betød den Hellige Ånds nærværelse. Og den del af ofret, som brændtes for Herren, måtte bestrøs med røgelse, hvilket betød, at ofringen skete i tro og bøn.

En del af offerkødet tilfaldt præsterne. Den, der ofrede, viste sin tak mod Herren ved at forsyne dem med mad og underholde dem i deres fysiske behov. Men ofringen havde en dybere mening og talte om Guds gaver til os i Kristus for at opretholde det liv, vi fik gennem troen på ham. Kol. 3:4 siger rent ud, at Kristus er vort liv. Hver en del i disse ofringer viser hen til Kristi omhu for os. Det fine mel afbilleder hans fuldkommenhed, og den fine duft hans liv. At der ingen surdejsmidler e.l. anvendtes er, fordi det i Bibelen står som et billede på synd (jvf. Matt. 16:6 og 12, Hebr. 4:15 og 1. Joh 3:5).

Skrifterne vidner om mig, Joh 5:39

På Jesu tid gik mange vild på den banede vej og kunne ikke se Jesu Kristi herlighed og guddommelighed, at han var udsendt af Faderen, og at alt i GT lige fra tabernaklet med offertjenesten, lysestagene, skuebrødene, alteret og røgofferalteret pegede hen på den kommende, salvede Messias. Også i dag er mange åndelig fattige, fordi de ikke til fulde har set, i hvor høj grad Skrifterne vidner om Jesus og hans store, rige gerning, hvorved vi blev ledt til Gud og gennem Jesu død på korset blev forsonet med Faderen og ved Jesu opstandelse fik del i hans opstandelse. Som han opstod, skal også vi opstå.

Paulus havde en dyb indsigt i GT. Derfor kunne han tale om det anklagende skyldbrev og om skyggerne, der viste hen til ham, som skulle komme, Jesus Kristus (Kol 2:14 og 17. Se også Hebr 9:9).

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, Joh 1:14

Tog bolig iblandt os. Eskênôsen, græsk betyder bogstaveligt opslog sit telt eller tabernaklede iblandt os. Ligesom Guds shekinah fyldte åbenbaringsteltet , 2.Moseb. 40:35, således så Johannes hans herlighed, Joh. 1:14. Til sidst ser vi i Åb 21:3 , at: Guds tabernakel er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Gud selv vil være hos dem og være deres Gud. New King James.

Herrens hellighed skiller os fra Gud

Tjenesten i tabernaklet havde til formål at lære folket, at Gud var hellig. Før vi kan møde Gud, må vi nøje iagttage, hvilke påbud han har givet. Gud sagde til Moses: Og sonedækket skal du lægge over arken, men i arken skal du lægge vidnesbyrdet, som jeg vil give dig. Der vil jeg mødes med dig, og fra sonedækket... vil jeg meddele dig alle de bud, jeg har at give israelitterne, 2. Mos 25:21.22.

Fra nådestolen gav Gud sin vilje tilkende. I Kristus er Gud selv tilstede med sin herlighed. Og som Gud førhen talte til Moses fra nådestolen, således taler han i dag til os i Kristus. Nådestolen dækkede over lovens tavler. Når budene blev overtrådt - og det blev de uden ophør - blev offerdyrenes blod stænket på nådestolen for at gøre Israel begribelig, at synd koster liv.

Jesus er vor nådestol. I ham mødte Faderen os med sin kærlighed men også med kravet om ikke at synde. Som Moses mødte Gud ved nådestolen i det allerhelligste, såleds kan vi møde Gud, når vi søger til korset og tager imod budskabet om, at Jesu blod flød der for vor brødes skyld.

I Rom. 3:23-25 står, at alle har syndet og mangler Guds herlighed men bliver retfærdiggjorte, uden vi har fortjent det, af Guds nåde på grund af forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud ved hans blod fremstillede som sonemiddel, ved tro. Luther skrev: ... lod stille frem som nådestol. (Se også 3.Moseb. 16:15 og Kol 1:20).

Lejrens indretning afbilleder Kristi person

I Mal. 4:2 læser vi: Men for jer, som frygter mit navn, skal retfærds sol opgå... I New King James læser vi om tabernaklets placering: På østsiden mod den opgående sol.... skal Juda lejre sig, 4.Moseb. 2:3. Og Lukas havde samme billede for sig, da han skrev: at sollyset fra det høje vil besøge os, Luk 1:78. At Juda skulle lejre sig mod øst er et tidligt vidnesbyrd om, at Jesus skulle udgå fra Juda stamme. Ligeledes havde Juda stamme fået løfte om kongemagten. Septret skal ikke vige fra Juda eller en lovgiver* fra hans fødder, indtil Shilo** kommer; og til ham skal folket blive samlet, 1.Moseb. 49:10, King James.

*Lovgiver er oversat frachaqaq, som i den danske Bibel er oversat til herskestav. Meningen er, at lovgiverens stav ikke skal vige fra stedet imellem Judas fødder, indtil Shilo kommer.

**Shilo er et andet ord for Messias og kan kun betyde, at det viser hen til Kristi 2.komme. Til Shilo skal folket samles. Dvs, at ved hans 2.komme skal Israel blive indsamlet fra de fire verdenshjørner (Es. 11:10-12, 60:8-9, 66:19-21, Ez. 37 og Matt. 24:31). Da skal Messias herske over hele Israel (Es. 9:6-7 og Luk. 1:32-33) og over alle nationer (Dan. 2:44-45, 7:13-14 og 27, Zak. 14, Åb 11:15 , 20:4-6 og 22:5

Alle, der kender Bibelen, véd, at Jesus var både profet, ypperstepræst og konge. Moses sagde: Herren din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre, ham skal I høre 5.Moseb. 18:15. (Se også Joh. 1:21 og Hebr 1:1-2). Og i Salme 110:4 står der: Herren har svoret og angrer det ej: Du er præst evinderlig... (Se også Hebr 1:1-2 og 10Når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd,.. og grundfæste dit kongerige. Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig, 2.Sam. 7:12. Og i Salme 2:6 læser vi: Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg.

Jøderne kendte alt dette, som vi ser i Matt 21:5 : Se, din konge kommer til dig... Men få dage senere råbte de: Korsfæst ham! De forkastede den konge, som kunne have givet dem frelse, fred og fællesskab med Gud, derfor fulgte den lange landflygtighed. Og først i 1948 fik de det land igen, som de mistede, da romerne knuste Jerusalem og hele deres land i år 70.

At Juda skulle lejre sig udenfor tabernaklets indgang, som vendte mod øst, var et vidnesbyrd om, at Jesus skulle fortsætte Arons ypperstepræstelige gerning på evighedsplan.

Også den almindelige præstetjeneste var et forbillede. I 2.Moseb. 28:1 står: Du skal lade din broder Aron og hans sønner.... træde ud af israelitternes midte.... for at de kan gøre præstetjeneste for mig... Ud af den store folkeskare valgte Gud en indre kreds, som skulle stå Herren særlig nær. De skulle tjene ind for Herrens ansigt men også folket i deres religiøse behov. Og om en af deres meget vigtige tjenester står der i 5.Moseb. 33:10a: De skal lære Jakob dine lovbud og Israel din lov. Og Mal. 2:7: Præstens læber vogter på kundskab, og vejledning søger man af hans mund... Vi ser igen et forbillede i, at som præsterne var udkaldt af Israels midte, er Guds forsamling i ny-testamentlig tid også udkaldt til præstetjeneste og skal vogte på kundskab. Dvs kende Bibelen til tjeneste for folket. Påny-fødte kristne er gjort... til konger og præster, Åb 1:6 , ind for Herrens ansigt, men skal også tjene folket i deres religiøse behov. Og om præsterne i den gamle pagt står der i 5.Moseb. 33:10a: De skal lære Jakob dine lovbud og Israel din lov. Og Mal. 2:7: Præstens læber vogter på kundskab, og vejledning søger man af hans mund... Vi ser igen her et forbillede. Også i ny-testamentlig tid er Guds folk udkaldet til præstetjeneste og skal vogte på kundskab. Dvs kende Bibelen, så vi som præsterne i gammel-testamentlig tid kan tjene folket. Påny-fødte kristne er gjort.. til konger og præster, Åb 1:6. Og Peter skriver: I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk... for at I skal forkynde hans guddomskraft, 1. Peter 2:9.

Præsterne i gammeltestamentlig tid var adskilte fra det profane liv. Ligeledes skal den nye pagts præster leve et adskilt liv fra verden (se 1. Joh 2:15). Vor præstegerning er dog større end i den gamle pagt, idet vi i den nye pagt har adgang til det allerhelligste, Guds trone (Hebr. 10:19-20).

Gå til del 1 | del 3