Kun en tåbe frygter
ikke den åndelige verden

Kristeligt Dagblad, 29. august 1995

Af Ingerlise Provstgaard


--------------------------------------------------------------------------------


Stor letsindighed at »gamle karismatikere« og
frikirkefolk anbefaler latter-vækkelsen i Toronto.



--------------------------------------------------------------------------------

En morgen så jeg i JyllandsPosten et billede af nogle mennesker, der sad på klapstole i et telt og grinede ustyrligt. »Nå,« tænkte jeg, »er Toronto-bevægelsen nu begyndt at holde teltmøder?« Men nej, slet ikke. Teksten viste, at det skete i en vestjysk øko-lejr med alskens forslag, til et sundt liv, foruden forskellige former for healing og meditation, blandt andet den på billedet viste grinemeditation, der styredes af en terapeut.
Det fik mig til at fundere lidt over, om de »gamle karismatikere« og frikirkefolk, som for tiden anbefaler kristne at tage til Toronto for selv at se og opleve de underlige fænomener i den såkaldte »latter-vækkelse«, mon også ville anbefale mig at tage til grinemeditation i Vestjylland?

Nej, de ville nu nok advare mig mod at deltage, jeg kunne komme ind under »en anden ånd« - hvilket jeg er enig med dem i. Men jeg besluttede at sætte mig mere ind i, hvorfor de tilsyneladende helt uden frygt anbefaler alle og enhver at tage til Toronto, hvor de også vrider sig af grin og bliver helbredte og fornyede og forløste. Oven i købet skal man gå til møderne med et villigt, åbent, positivt og ydmygt sind, bare tage imod grineri og det hele - mens de jo altså nok ville advare mod øko-grinet, og da slet ikke ville anbefale det åbne sind.

Det eneste, jeg kan komme frem til, er, at mens man i de kredse er særdeles opmærksomme på åndeligt farlige fænomener i alternative og nyreligiøse sammenhærige, så tror man åbenbart, at man selv er kommet forbi det punkt, hvor et bedrag kunne blænde ens egne øjne: »selvfølgelig er det da Guds Ånd, der virker, når det sker hos os!« Det synes jeg er en stor letsindighed. Der er jo som bekendt en formaning til sejlere og andre vandhunde, der lyder: »Kun en tåbe frygter ikke havet!« Det har jeg tit tænkt på, når jeg har læst og hørt om åndelige ting, der har syntes langt ude på de vilde vover, mens ingen tilsyneladende kerede sig det mindste om tegn i vind og skyer.

Kun en tåbe frygter ikke den åndelige verden, og ikke mindst når den manifesterer sig synligt og hørligt. Ny Testamente opfordrer ikke mennesker til at søge beruselse i oplevelser. Tværtimod opfordres vi til at være vågne, ædru, besindige, være på vagt over for vildfarelser, ikke rende efter det eller tro på det, når der siges: »Se, han er i ørkenen... i kamrene...

Og det er altså meget tæt på, at der fra latter-vækkelsen lyder et: »Se, han er i Toronto!«

Det ville være halsløs gerning på afstand at bedømme alt, hvad der sker i Toronto og alle de andre steder, som har modtaget »smitten«.

Derfor vil jeg også udelukkende sige noget om de efterhånden meget omtalte fænomener af u-naturlig art. Oplevelserne, hvor folk under forbøn bliver »overtaget« af noget, nogen, som vælter dem og får dem til at ligge eller rulle rundt på gulvet, mens de »skrupgriner«, »skvaldergriner« eller »ler hysterisk« - udtryk, de selv bruger. For det synes jeg ikke, man behøver at se eller deltage i for at få afklaret sin holdning.

Personligt tror jeg ikke på, at Guds Ånd virker på den måde, og ud fra læsning af 18 positive og anbefalende artikler og læserbreve fra Kristeligt Dagblad og ugeavisen Udfordringen, alle fra i år, vil jeg ud af mange ting, som der hver især kunne skrives side op og ned om, fremhæve fire punkter, som jeg synes får alarmklokkerne til at ringe. Citater og vendinger, der beskriver oplevelserne, er alle taget fra omtalte udklip.

1. Profetier. Offentliggjorte profetier forudsagde i 1992-93, hvad der nu sker i Toronto. I dem siges det klart, at de, der ikke vil tage imod denne vækkelse, vil gå til grunde: »de sten, som modstår Ånden vil blive knust. Det er lederne, der hentydes til ... « Det er ikke evangelisk, at man går til grunde, hvis man afviser en bevægelse eller bestemte fænomener - derimod er det karakteristisk i sekteriske, religiøse retninger.

Endvidere er profetierne et stort gyldent løfte om, at Toronto skal blive centrum i det hele, herfra skal velsignelsen udgå, og der beskrives helt geografisk, hvor det levende vand fra Toronto skal flyde hen.

Det er min overbevisning, at Gud ikke frister os med så lækker mad! »Fra dig skal udgå ... « Fra mig?! Fra os?! Wow! - for at tale Torontosprog!

2. Sproget og ordene. Når mennesker har haft »mødet med Gud på gulvet taler de ofte om det, som om de havde været til en skæg revy. »Han (Gud) vist, mig så mange syner, og alt var så ubeskrivelig sjovt ... « » ... jeg knækkede sammen af grin ... « » ... som minutterne går, svinger det bedre mellem Gud og mig. Jeg får nogle store doser af Helligånden... pludselig griber latteren mig, og der kommer oplevelsen!« Der er masser af samme slags!

Det er gamle kristne - mange af dem ledere - der udtrykker sig sådan, så man må gå ud fra, at det virkelig var sådan, de oplevede det. Derfor finder jeg det også klart, at det i hvert fald ikke kan have været Gud, de pjankede med i deres jordiske fravær. Jeg kan simpelthen ikke tro, at nogen kan komme ud fra et virkeligt møde med Gud med sådanne ord og udtryk på deres læber. Gud er mange ting, deriblandt bestemt også glædens Gud, men fjollet og pjanket, nej, det er han altså ikke! Han kan fylde os med glæde, ja. Men ved mødet med noget overnaturligt er der en verden til forskel på glæde og fjollerier. En åndelig verden!

3. Prioriteringen. Der siges hele tiden, at »naturligvis skal vi passe på, at oplevelserne aldrig bliver hovedsagen«, så mennesker kommer bare for at deltage i noget spændende. Hvor er det dog sandt.

Men virkeligheden er jo en anden. Man taler stort set udelukkende om oplevelserne, når man kommer hjem. En »moden kristen« tænkte, da han trådte ind til mødet: »Nu er du her. Nu skal du opleve det helt store. Du vil være åben for det, der sker. Du er i Toronto, hvor den åndelige vind blæser.« Folk står i kø i lange tider for at være med ved møderne, mon ikke de forventer »store ting«, som de er blevet lovet? Når man kommer hjem kaster man sig straks ud i at fortælle om oplevelserne, og meget ofte »smitter« det øjeblikkeligt, så de derhjemme også falder om og griner eller græder. Hurra, nu virker det også her! Man opfordres til at tage »det« med hjem. Og de begejstrede siger, at »det« kan og skal vi også have i Danmark. Hvilket »det«? Er det ikke oplevelserne? En svensk frikirkepræst som »tog det med hjem og gav det videre til menigheden« udtrykker glad, at han tror, at »dette er Guds kompensation for alle de møder, vi tidligere har haft« (de må jo altså have været triste!) En dansk frikirkepræst fremhæver med begejstring, at »vore møder virkelig er blevet festlige« og synes det er alle tiders, at han forgangne søndag overhovedet ikke kunne holde sin prædiken eller læse skriftord op - andre prøvede også, de kunne heller ikke - og at mødet derefter endte i »helligt kaos«! Findes der et sådant?

Man kan da godt formane sig selv og andre til at passe på at oplevelserne ikke bliver hovedsagen. Men er det ikke vel sent, når de forlængst er blevet det?

4. »Det er en menneskelig reaktion«. En del medansvarlige indrømmer, at jo, der kan da nok godt indsnige sig noget forkert. Men de beroliger sig selv og andre med, at det simpelthen er »menneskers måde at reagere på, når de rammes af Guds Ånd«

Det kan være sandt i mange sammenhænge, hvor der er tale om at kunne blive grebet af følelser. Det kan måske være sandt i den første del af Toronto-møderne, hvor der fra kl 19.30 varmes op med halvanden times lovsang og vidnesbyrd og en halv times forkyndelse. Men når det herefter går løs indtil omkring midnat med forbøn, der skal føre mennesker til det forventede møde med Gud på gulvet, så går det længere end til en menneskelig reaktion. Når noget, nogen, tager kontrollen over ens krop - og det er jo påstanden - man er »væk«, »kan ikke lade være at grine«, »kan ikke stoppe«, det er »helt uden for ens egen kontrol« og så videre, ja, så er det jo netop ikke længere mennesket, der reagerer. Og at man så har en fuld tillid til, at det er Guds Ånd, hjælper ikke meget, hvis virkeligheden bag er en ganske anden.

Med det anbefalede villige, åbne, positive og ydmyge sind lukker man porten vidt op for den åndelige verden, slipper sin fornuft, vilje og vågenhed og går ubekymret ind, der hvor enhver kristen leder burde sige: »Kun en tåbe frygter ikke ... «