Når vi taler om påsken, taler vi ofte, som om vi allerede ved, hvad den handler om. Vi tænker på skærtorsdag, langfredag og påskesøndag. Vi tænker på nadveren, korset og den tomme grav. Men jo nærmere man går til den bibelske tekst, jo tydeligere bliver det, at meget af det, der omgiver påsken i den senere kristne tradition, ikke uden videre falder sammen med det, som faktisk fortælles. Påsken er langt mere sammensat, langt mere jødisk forankret, langt mere juridisk dramatisk og langt mere profetisk gennemtænkt, end den normalt fremstilles.

Påsken begynder ikke i kirken. Den begynder i Ægypten. Den begynder med påskelammet, med blodet på dørstolperne, med den nat, hvor døden gik forbi de huse, der var dækket af blodet. Det er herfra, Jesus må forstås. Uden påsken bliver Jesu død let reduceret til et moralsk eksempel eller en tragisk skæbne. Med påsken på plads bliver korsfæstelsen noget helt andet – den bliver opfyldelsen af et mønster, som har ligget i Skriften fra begyndelsen.

Derfor må påsken forstås i lyset af den jødiske påske, ”Pesach” – engelsk ”Passover”.

Den nat, hvor Gud gik gennem Ægypten i dom, stod Israels folk ikke som tilskuere, men som mennesker på tærsklen til udfrielse. De skulle spise måltidet med bæltet om lænden, sko på fødderne og staven i hånden, klar til opbrud, for dette var ikke en almindelig aften. Det var, som Skriften siger, ”Påske for HERREN” (2. Mos. 12:11). Bag det danske ord ligger det hebraiske pesach, og det bærer både højtidens navn og dens dybeste mening i sig. For da Herren så blodet på husene, sagde Han: ”jeg vil se Blodet og gå eder forbi” (2. Mos. 12:13). Derfor er påsken ikke blot navnet på en gammel fest, men fortællingen om den nat, hvor Gud i nåde gik forbi de hjem, der stod under lammets blod, mens dommen ramte Ægypten.

Netop derfor er pesach så rigt et ord. Det er både påske og forbigang, både højtid og frelseshandling. Når vi bruger ordet påske på dansk, bærer vi derfor allerede i selve navnet mindet om den nat, hvor Gud skelnede mellem dom og frelse, og hvor blodet blev tegnet på, at Hans folk skulle bevares. I kristen forståelse får dette sin fulde dybde i Jesus Kristus, for ligesom Herren dengang gik forbi husene under blodet, sådan frelser Han nu gennem Kristus, det sande påskelam, fra den endelige dom.

Uden påsken forstår man hverken den sidste nadver, korsfæstelsen eller opstandelsen rigtigt. Påsken begynder ikke i kirkehistorien, men i Anden Mosebog, i udfrielsen fra Ægypten, i blodet på dørstolperne og i løftet om, at Gud vil udfri sit folk. Hele den senere påskefortælling er bygget oven på dette mønster.

Påsken er den største af alle Guds højtider. Der er uendelig stor glæde at fejre, at vi blev købt fri fra syndens forbandelse, blev adopteret af universets Skaber og at vi i troen på Jesus Kristus allerede nu har fået del i evigheden!

Noget af det første, man må erkende, er, at påsken i den kristne tradition ikke blot er en ubrudt videreførelse af den bibelske påske. Meget tidligt i kirkens historie opstod der strid om, hvornår Jesu død og opstandelse skulle markeres. Nogle kristne holdt fast ved den bibelske dato, den 14. nisan, fordi det var den dag, påsken var indstiftet. Andre ønskede at knytte højtiden til søndagen. Det blev ikke blot et spørgsmål om praktik, men om identitet, og efterhånden blev det også et spørgsmål om afstandtagen.

Den tidlige kirke rummer derfor en skarp konflikt mellem dem, der ville holde fast ved den bibelske kalender, og dem, der ville lade den kristne højtid følge en særskilt kirkelig beregning. Kvartodecimanerne stod på den første side. Kvartodecimanerne (fra latin quarta decima, ”den fjortende”) var en tidlig kristen gruppe, primært i Lilleasien, der fejrede påsken (Pascha) den 14. nisan i den jødiske kalender, uanset hvilken ugedag dette faldt på. På den anden side stod den voksende romerske linje. Der var i begyndelsen forsøg på at holde fred i spørgsmålet. Polykarp og senere Irenæus omtales netop som figurer i denne strid. Men i længden sejrede den linje, der gjorde påsken til en søndagshøjtid løsrevet fra den jødiske dato.

Koncilet i Nikæa blev vendepunktet. Her blev det fastlagt, at påsken skulle beregnes som den første søndag efter fuldmånen efter forårsjævndøgnet, og at den kristne påske ikke skulle falde sammen med den jødiske. Det første Nikæa-råd i 325, munde bl.a. ud i et synodal brev, der bl.a. udtrykte:


Det er svært at overvurdere betydningen af denne beslutning. Dermed blev den kristne påske en bevægelig fest, afhængig af en kirkelig beregningsmodel. Senere kom forskellen mellem østlig og vestlig tradition, mellem juliansk og gregoriansk kalender og mellem forskellige nationale og kirkelige praksisser oveni. Selv længe efter reformer modstod man flere steder ændringer. Påsken blev dermed ikke bare en højtid, men et kalenderproblem.

Men det mest interessante er ikke bare den tekniske historie. Det mest interessante er, at der bag denne udvikling lå et dybere motiv – ønsket om at skille den kristne højtid fra dens jødiske rod. Det gør hele spørgsmålet om påsken til mere end et spørgsmål om datoer. Det bliver et spørgsmål om, hvorvidt man vil forstå Jesus inde i Israels historie eller løsrevet fra den.

Hvis man går tilbage til 2. Mosebog, ser man, at påsken ikke først og fremmest er en national mindedag, men en frelseshandling. Gud siger ikke blot, at Israel skal huske udfrielsen. Han giver dem et lam, et måltid, et blodstegn og en nat, hvor dommen går gennem landet, men standser ved blodet. Det er hele den struktur, der senere genoptræder i Jesu sidste uge.

Derfor er det afgørende, at Jesus ikke blot dør i påskeugen. Han dør som påskelammet - uden fejl. Han gives for andre. Hans blod frelser fra dommen. Og et af de mærkeligste detaljer i evangelierne bliver pludselig meningsfuldt. Hans ben bliver ikke knust, selv om det ellers var normalt ved korsfæstelse. Som påskelammet skal hans ben ikke brydes.

Når Johannes Døber kalder ham ”Guds lam”, er det altså ikke blot et poetisk billede. Det er en direkte nøgle til hele påskeberetningen.

Et af de mest overraskende spørgsmål ved påsken er, om den traditionelle langfredag overhovedet passer. Den kendte rytme lyder enkel. Jesus dør fredag, hviler i graven lørdag og opstår søndag. Men denne model giver problemer, hvis man læser Jesu egne ord og sammenholder evangelierne nøje.

Jesus siger selv, at Menneskesønnen skal være i jordens skød ”tre dage og tre nætter” (Matt. 12:40). Det er vanskeligt at få til at passe mellem fredag eftermiddag og søndag morgen. Dertil kommer, at påskeugen ikke kun indeholdt den ugentlige sabbat, men også en højtidssabbat i forbindelse med de usyrede brøds fest. Derfor er det for enkelt blot at regne med én sabbat. Hvis man overser det, kommer man let til at læse hele ugen for simpelt.

Når man lægger de forskellige oplysninger sammen, tegner der sig en anden mulighed. Jesus er i Betania fredag. Triumfindtoget sker lørdag. Figentræet forbandes søndag. Konspirationen mod ham ligger mandag. Den sidste seder med disciplene (påskemåltidet) ligger tirsdag aften. Korsfæstelsen falder onsdag eftermiddag. Torsdag er højtidssabbat. Fredag køber og forbereder kvinderne salver. Lørdag er den almindelige sabbat. Søndag morgen finder man graven tom. I dette mønster passer både de tre dage og tre nætter, kvindernes køb af salver og forskellen mellem de to slags sabbat^[2].



Det betyder ikke, at alt pludselig bliver matematisk problemfrit. Men det betyder, at den almindelige langfredagsmodel ikke bør behandles som ubestridelig.

Det mest afgørende i hele påskehistorien er dog ikke, om korsfæstelsen skete fredag eller onsdag, men at Jesus aldrig mister initiativet. Han er ikke et offer for omstændighederne. Han er ikke fanget af andres planer. Tværtimod går Han målrettet ind i begivenhederne og fremskynder dem (Matt. 26:45-46; Joh. 18:4-8).

Ypperstepræsterne ville helst ikke slå til midt under festen. De frygtede uro blandt folket og romersk indgriben (Matt. 26:3-5). Men ved det sidste måltid udpeger Jesus forræderen (Joh. 13:21-26). Dermed presses Judas til handling. Han kan ikke længere vente på et mere belejligt tidspunkt. Processen sættes i gang, fordi Jesus selv udløser den (Joh. 13:27-30).

Det er et gennemgående mønster. I Getsemane flygter Han ikke (Matt. 26:45-46). Ved arrestationen styrer Han i praksis scenen (Joh. 18:4-8). I retssagerne forsvarer Han sig ikke som et menneske i panik (Matt. 26:62-64; Matt. 27:12-14). Han går ind i det, Han ved må ske. Der er ikke tale om tragediens nødvendighed, men om den villige overgivelses nødvendighed (Matt. 26:53-54; Joh. 18:11).

Det sidste måltid bliver ofte reduceret til den scene, hvor Jesus tager brød og vin og indstifter nadveren. Men måltidet er ikke løsrevet fra den jødiske baggrund. Det er en ”seder”. Det betyder, at Jesus ikke opfinder et nyt ritual ud af ingenting. Han træder ind i et eksisterende mønster og fylder det med sig selv. Selve ordet seder kommer fra hebræisk og betyder orden eller rækkefølge. Det er altså ikke bare et almindeligt måltid, men et måltid med en bestemt liturgisk struktur. Man læser, synger, spørger, svarer og spiser bestemte ting i en fastlagt orden for at genfortælle frelseshistorien. Det bygger på den bibelske tanke, at påsken skal være en mindedag: ”Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en Højtid for HERREN, Slægt efter Slægt” (2. Mos. 12:14). Og den skal forklares videre i hjemmet, sådan som 2. Mos. 12:26-27 siger: ”Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der har? så skal I svare: Det er Påskeoffer for HERREN...”

Flere artikler om Frelse

Den evige frelse

02. august, 2008

En seder består derfor typisk af flere dele: man fortæller om udgangen af Ægypten, spiser usyret brød, bitre urter, drikker flere bægre vin, synger lovsange og lader børnene stille spørgsmål om måltidets betydning. Alt sammen er med til at gøre påsken til mere end et minde i hovedet – det bliver en handling, hvor familien træder ind i fortællingen igen.

I påskesederen – den jødiske påskeliturgi – er der fire bægre, der er knyttet til Guds løfter i Anden Mosebog: ”Jeg vil føre jer ud”, ”jeg vil fri jer”, ”jeg vil forløse jer”, ”jeg vil tage jer til mit folk” (2. Mos. 6:6-7).

Det første bæger er indvielsens eller helligelsens bæger. Det peger på den Gud, som griber ind, sender plagerne og åbner havet. Frelsen begynder ikke i mennesket, men i Gud. Han fører sit folk ud. Han bryder trældommens greb. Derfor bliver dette bæger også personligt. Gud fører ikke kun et folk ud af Ægypten, Han fører også det enkelte menneske ud af dets trældom.

Det andet bæger er udfrielsens bæger. Her bliver friheden dybere. Det er ikke nok at komme ud af Ægypten. Ægypten må også ud af hjertet. Fortidens skader, syndens mønstre og de gamle bindinger slipper ikke af sig selv. Derfor handler det andet bæger om Guds fortsatte arbejde i sit folk. Han nøjes ikke med at redde, Han former. Han gør sit folk i stand til at leve som Hans folk.

Det tredje bæger er, som sagt, forløsningens bæger. Det er bægeret Jesus tager efter måltidet og knytter til den nye pagt i sit blod. Dermed bliver det tredje bæger centrum i den kristne læsning af påskemåltidet. Her bliver det klart, at synd ikke vaskes bort ved at holde lovens bud, men ved Jesu blod alene. Det tredje bæger siger: frelsen er købt, bruden er løskøbt, skylden er båret og den nye pagt er indviet.

Det fjerde bæger er lovsangens og glædens bæger. Netop derfor bliver det så afgørende, at Jesus ikke drikker det ved den sidste påskemiddag (Luk. 22:18). Efter det tredje bæger rejser disciplene sig, synger lovsangen og går ud mod Getsemane. Det fjerde bæger bliver stående som noget, der endnu venter. Det knyttes til ordene fra 2. Mos. 6:6-7 , ”Jeg vil tage jer til mit folk”. Derfor bliver det ikke bare endnu et bæger i rækken, men påskemåltidets åbne slutning. Det peger frem mod den dag, hvor Brudgommen tager sin brud til sig, og hvor glæden står fuldendt i Faderens rige.

Det afgørende er, at Jesus indstifter nadveren med det tredje bæger, forløsningsbægeret. Han siger, at dette er hans blod, pagtens blod, udgydt for mange til syndernes forladelse (Matt. 26:28). Men det fjerde bæger fuldendes ikke. Det peger fremad. Derfor er nadveren både minde og forventning. Den rækker bagud til påsken og fremad til den dag, hvor Kristus igen skal drikke bægeret nyt med sine.

Kort notits om idéen at bortrykkelsen passer her
Af den grund er der nogle der se påsken som tiden for bortrykkelsen, opfyldelsen af Joh. 14:2-3 , ”når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være”.

1. Jesus opstod i forbindelse med påsken, ligesom menigheden skal opstå. Kristi opstandelse er forbilledet på de troendes fremtidige opstandelse. Paulus siger, at Kristus er ”førstegrøden” (1. Kor. 15:20), og at de døde skal opstå, og de levende skal forvandles (1. Kor. 15:51-53).
2. Jesus blev forvandlet fra dødelig ydmygelse til herlighed, sådan som menigheden skal forvandles. Menigheden skal ikke bare flyttes, men forvandles: ”vi skal alle forvandles” (1. Kor. 15:51-53). Kristi opstandelseslegeme bliver forbilledet på det herliggjorte legeme vi får.
3. Jesus blev derefter taget op til himmelen, ligesom menigheden bortrykkes til Herren.
4. Jesus blev taget bort i en sky, og menigheden møder Herren i skyerne, ligesom menigheden skal møde Herren i luften. I Apg. 1:9 ses at Jesus ”løftedes ... og en sky tog ham bort”. På samme måde skal menigheden ”bortrykkes ... i skyerne for at møde Herren i luften” (1. Tess. 4:17).

Et forsvar af denne tanke, uden at jeg har nogen ide om det er sandt, kunne se således ud: Når man sammenholder Jesu opstandelse, de bibelske højtider og de fyrre dage frem til himmelfarten, tegner der sig et mønster, som nogle netop, som sagt, ser som vigtigt for forståelsen af bortrykkelsen. I 3. Mos. 23:10-11 befaler Gud, at førstegrøden af høsten skal bæres frem for Herren ”dagen efter Sabbaten”, og Paulus griber netop dette billede, når han skriver: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede” og videre: ”som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til” (1. Kor. 15:20 , 23). Det betyder, at Jesu opstandelse ikke blot forstås som en enkeltstående sejr over døden, men som begyndelsen på en større høst, hvor Hans eget folk senere skal følge efter. Opstandelsen er førstegrøden – menigheden er den kommende indhøstning. Men netop her bliver de fyrre dage vigtige. Apostlenes Gerninger siger, at Jesus efter sin opstandelse ”viste sig for dem i fyrretyve dage” (Apg. 1:3), før Han blev taget op til himlen. Det vil sige, at opstandelsen falder i den bibelske højtidscyklus, mens himmelfarten ikke knyttes til en særskilt højtid, men til en afsluttet periode på fyrre dage. I Bibelen er fyrre ofte tallet for overgang, prøvelse, modning og guddommelig forberedelse.

• 1. Mos. 7:12 – regnen faldt i fyrre dage og fyrre nætter Her er fyrre tallet for dom og renselse. Verden går fra én tilstand til en anden. Det gamle dømmes, og noget nyt forberedes. Derfor falder det ind under overgang og guddommelig indgriben før en ny begyndelse.
• 1. Mos. 8:6 efter fyrre dage åbner Noa døren Her er fyrre en ventetid mellem dom og ny orientering. Noa er frelst, men endnu ikke fremme ved det nye livs normale orden. Derfor er dette et billede på overgang og forberedelse til det næste skridt.
• 2. Mos. 24:18 – Moses på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter Her er fyrre tiden i Guds nærvær, hvor Moses modtager åbenbaring, lov og pagt. Det er ikke bare ventetid, men forberedelse gennem helligt samvær med Gud. Derfor passer det især til guddommelig forberedelse.
• 2. Mos. 34:28 / 5. Mos. 9:9-18 – Moses’ gentagne fyrre dage Her bliver fyrre også en tid med forbøn, ydmygelse og genoprettelse. Det er en periode, hvor noget prøves og genoprettes i forholdet mellem Gud og folket. Derfor falder det ind under prøvelse, forberedelse og åndelig modning.
• 4. Mos. 13:25 – spejderne undersøger landet i fyrre dage Her er fyrre en tid, hvor sandheden afdækkes, og hjertet prøves. Landet undersøges, men det er i virkeligheden folket selv, der bliver testet. Derfor passer dette ind under prøvelse.
• 4. Mos. 14:33-34 – fyrre år i ørkenen Her bliver fyrre til en forlænget prøvetid, hvor en generation dør ud, og en ny generation modnes. Det er både dom, modning og overgang. Gud former et folk, der er klar til landet.
• Apg. 7:23 – Moses er fyrre år, da kaldet begynder at røre sig i ham Her er fyrre slutningen på én livsperiode og begyndelsen på en ny. Det er et vendepunkt. Derfor passer det ind under overgang.
• 1. Kong. 19:8 – Elias går i fyrre dage til Horeb Her er fyrre en tid fra udmattelse og modløshed til fornyet møde med Gud. Det er en åndelig vandring mod ny klarhed og ny sendelse. Derfor hører det under modning og guddommelig forberedelse.
• Jonas. 3:4 – Nineve får fyrre dage før dommen Her er fyrre en fristsat omvendelsestid. Dommen er varslet, men byen får en målt periode til at reagere. Det er derfor et tydeligt eksempel på prøvelse og guddommelig nådetid før afgørelse.
• 1. Sam. 17:16 – Goliat udfordrer Israel i fyrre dage Her er fyrre en tid, hvor folkets frygt, ledernes svaghed og den kommende frelsers tro bliver afsløret. Det er en periode, hvor konflikten modnes frem mod det afgørende opgør. Derfor passer det under prøvelse.
• Matt. 4:2 – Jesus faster i fyrre dage og fyrre nætter Her er fyrre den mest rene form for prøvelse og forberedelse. Før den offentlige tjeneste føres Jesus gennem en periode med kamp, afkald og lydighed. Derfor er dette et hovedeksempel på prøvelse og guddommelig forberedelse.
• Apg. 1:3 – Jesus viser sig i fyrre dage efter opstandelsen Her er fyrre en overgangstid mellem opstandelse og himmelfart, mellem Jesu jordiske nærvær og menighedens tid. Han underviser disciplene og gør dem rede til det næste store skridt. Derfor er dette et stærkt eksempel på overgang, modning og guddommelig forberedelse.

Det, der binder eksemplerne sammen, er ikke bare tallet i sig selv, men at fyrre igen og igen markerer en af Gud afmålt periode, hvor noget endnu ikke er fuldendt, men gøres klar til fuldendelse. Derfor bliver fyrre i Bibelen et mønster for tider, hvor Gud renser, prøver, former og forbereder, før Han åbner døren til det næste.

Derfor mener nogle, at dette kan antyde noget vigtigt om bortrykkelsen – at den ikke nødvendigvis behøver at falde på en bestemt festdag, selv om den frelseshistorisk hører sammen med de højtider, Kristus allerede har opfyldt. Højtiderne markerer mønsteret, men de fyrre dage markerer overgangen.

Flere artikler om Frelse

Nåden i Kristus

28. september, 2007

Hvis man læser sådan, bliver tanken denne: Kristus opfyldte påsken i sin død som Lammet, de usyrede brød i sin gravlæggelse, og førstegrøden i sin opstandelse. Derefter følger en overgangstid på fyrre dage, før Han optages til himlen. Når Paulus senere beskriver bortrykkelsen, siger han, at ”de døde i Kristus [skal] opstå”, og at de levende derefter skal ”bortrykkes ... i skyerne for at møde Herren i luften” (1. Tess. 4:16-17). For dem, der ser et profetisk mønster i højtidscyklussen, bliver konklusionen derfor ikke nødvendigvis, at bortrykkelsen må ligge på selve påskedagen, men snarere at den kan tænkes at høre hjemme i den samme frelseshistoriske rytme, hvor Kristi opstandelse er førstegrøden, og menighedens opstandelse og bortrykkelse er den efterfølgende høst. De fyrre dage mellem opstandelse og himmelfart kan da forstås som et tegn på, at Gud ikke kun arbejder gennem helligdage, men også gennem afmålte overgangstider. Det er ikke en direkte læresætning, men en typologisk læsning, hvor højtidernes mønster og de fyrre dages overgang sammen peger på, at bortrykkelsen måske ikke er bundet til en bestemt festdag, men til det tidspunkt, hvor Guds frelseshøst er moden.

Tilbage til påskesederen: Brødet og vinen står ikke alene i Skriften. De peger tilbage til Melkisedek, som bragte brød og vin frem (1. Mos. 14:18), til Josefs drømme om bageren og mundskænken (1. Mos. 40:9-19), til brylluppet i Kana, hvor Jesus lod vand blive til vin (Joh. 2:1-11), og til hans egen tale om livets brød (Joh- 6:35, Joh. 6:48-51). Nadveren er derfor ikke et isoleret ritual, men højdepunktet i et gennemgående bibelsk mønster, der finder sin opfyldelse, når Kristus ved det sidste måltid rækker brødet og bægeret til sine disciple (Matt. 26:26-28).

I Johannesevangeliet bliver påskens dybde endnu større. Her gives ikke kun fortællingen om måltidet, men også den lange afskedstale i øvresalen (Joh. 13-17). Den er ikke bare from trøst. Den er et teologisk testamente.

Når Jesus siger, at han går bort for at berede plads og vil komme igen for at tage sine til sig, åbnes påsken mod fremtiden (Joh. 14:1-3). Lidelsen, døden og opstandelsen bliver ikke bare afslutningen på noget. De bliver begyndelsen på noget nyt. Det er her håbet om de troendes kommende samling med Kristus træder frem (Joh. 14:18; Joh. 17:24). Påsken peger derfor ikke kun bagud mod Ægypten og korset, men også frem mod den dag, hvor Kristus samler sit folk hos sig (Joh. 14:1-3; Joh. 17:24). Igen - af den grund er der nogle der se påsken som tiden for bortrykkelsen.

Getsemane er et af de mest alvorlige øjeblikke i hele fortællingen. Her ser man ikke en kølig helt, men et menneske i dyb angst. Jesus er bedrøvet til døden^[3] (Matt. 26:37-38). Han beder tre gange om, at bægeret må gå Ham forbi, hvis det er muligt. Netop derfor bliver scenen så afgørende. Hvis der fandtes nogen anden vej til frelse, måtte den vise sig her. Men bægeret bliver ikke taget væk (Matt. 26:39-44).

Getsemane viser dermed, at korset ikke er én mulighed blandt flere. Det er den nødvendige vej. Hvis synden skulle sones, hvis mennesket skulle frelses, måtte denne vej gås (Matt. 26:42; Matt. 26:53-54).

Samtidig er kontrasten til disciplene slående. Han våger, de sover. Han beder, de falder sammen (Matt. 26:40-45). Han går mod korset, de flygter (Matt. 26:45-56). Peter kommer senere til at fornægte Ham, men fornægtelsen begynder i virkeligheden allerede her, i den åndelige sløvhed (Matt. 26:40-41; Matt. 26:69-75). Getsemane er derfor både åbenbaringen af Jesu lydighed og afsløringen af menneskets svaghed (Matt. 26:39-42).

Efter arrestationen følger et retligt forløb, som nærmest læses som et katalog over uregelmæssigheder. Der er seks retssager i alt. Tre jødiske og tre romerske. Først mødet hos Annas, derefter hos Kajfas og så foran rådet. Derefter Pilatus, Herodes og Pilatus igen (Joh. 18:13-24; Matt. 26:57-68; Luk. 22:66-71; Luk. 23:1-7; Luk. 23:8-12 ; Luk. 23,:13-25).

Annas og Kajfas repræsenterer to slags autoritet. Kajfas har den formelle, romersk anerkendte stilling, mens Annas stadig står frem som en central autoritet i baggrunden (Joh. 18:13-24; Luk. 3:2). Spændingen mellem dem siger noget om den forvredne situation. Religion og politik er filtret ind i hinanden, og sandhedssøgning er ikke længere målet (Joh. 18:14 ; Luk. 2:,1-2).

Den jødiske proces fremstilles som gennemført uretmæssig. Der føres natlig sag (Matt. 26:57-66). Falske vidner benyttes (Matt. 26:59-60). Den tiltalte bruges imod sig selv (Matt. 26:63-66; Luk. 22:67-71). Dommerne er allerede involveret i arrestationen (Matt. 26:47; Joh. 18:12). Der fældes dom på en højtid (Matt. 26:3-5; Joh. 18:28). Selv ypperstepræstens sønderrevne klædning bliver et tegn på, at lovens rammer brydes i forsøget på at dømme lovens opfylder (Matt. 26:65; 3. Mos. 21:10).

Her åbner der sig også en større historisk pointe. De jødiske ledere ønsker Jesu død, men kan ikke alene fuldbyrde den. De må have romerne med (Joh. 18:31-32). Derfor føres Jesus først til Pilatus, sendes videre til Herodes og kommer derfra tilbage til Pilatus (Luk. 23:1-25). På den måde bliver både det jødiske og det hedenske magtapparat medansvarligt (Joh. 18:28-32; Luk. 23:1-25). Skylden kan ikke skubbes over på den ene part alene. Hele verden står i sidste ende under anklage ved korset.

Der er mange bøger hvori forfatterne dokumenterer at Jesu dom aldrig burde kunne have fundet sted i et retssystem.

I ”Crucify Him” konkluderer Dale Foreman (en troende ”Dane” professor i jura ved Harward University), at de historiske og juridiske indicier samlet set taler for, at evangeliernes fremstilling af Jesu retssag og død er troværdig. Hans hovedpointe er, at mindre tilsyneladende uoverensstemmelser i kilderne ikke svækker helheden, men snarere ligner det mønster, man også ser i ægte vidneforklaringer. På den baggrund argumenterer han for, at det kan anses som veldokumenteret, at Jesus var en historisk person, blev anklaget for blasfemi af de jødiske myndigheder, prøvet af romerne og endeligt korsfæstet. Foreman bruger denne vurdering som afsæt for bogens egentlige trosmæssige konklusion, at Jesus ikke blot kan forstås som en moralsk lærer, men må tages på ordet som den, Han hævdede at være. Dermed bevæger bogen sig fra juridisk analyse til et klart kristent standpunkt, hvor forfatteren ender med at fastslå, at Jesus var Guds søn og opstod fra de døde.

I ”The Illegal Trial of Jesus” argumenterer Earle L. Wingo (også en kristen forfatter) for, at Jesus ikke blev dømt gennem en lovlig rettergang, men gennem et dybt uretfærdigt og på forhånd tilrettelagt retsopgør. Bogens gennemgående pointe er, at både den jødiske og den romerske behandling af Jesus tilsidesatte helt grundlæggende retsprincipper, så dommen i juridisk forstand må betragtes som ugyldig. Samtidig er bogens konklusion tydeligt kristen og forkyndende. Wingo fremstiller Jesu død – ikke som de ansvarliges sejr, men som kulminationen på en guddommelig frelseshistorie, der bekræftes af opstandelsen.

I ”Who Moved the Stone?” argumenterer Frank Morison (ikke troende, skeptisk advokat) for, at de små, tilsyneladende perifere detaljer i beretningen om Jesu død og opstandelse samlet peger mod en overraskende konklusion, nemlig at den tomme grav bedst forstås som et historisk faktum. Bogen er bygget op som en skeptikers egen undersøgelse, men udvikler sig gradvist til et forsvar for, at opstandelsen ikke kan afvises som myte eller bedrag. Morisons centrale påstand er, at hvis Jesu lig stadig havde ligget i graven, ville den første kristne bevægelse være blevet standset med det samme. Netop derfor bliver den tomme grav bogens afgørende historiske nøgle.

Judas er ikke kun forræderen. Han bliver også opfyldelsen af gammel profeti. De tredive sølvstykker (Matt. 26:14-16), det hellige sted og pengenes tilbagekastelse i templet (Matt. 27:35), og pottemagerens mark (Matt. 27:6-8) ligger som et spor tilbage til profetien om de tredive sølvstykker og pottemageren i Herrens hus (Zak. 11:12-13). Selv pengenes skæbne bliver meningsbærende. De bliver til blodpenge og knyttes til den mark, der står tilbage som monument over forræderiets pris (Matt. 27:6-8 ; Apg. 1,:8-19).

Judas’ handling er dermed både personlig synd og profetisk opfyldelse. Han er ansvarlig (Matt. 27:3-4), men han handler ikke uden for den ramme, Skriften allerede har tegnet (Matt. 27:9-10; Zak. 11:12-13).

Pilatus er en af de mest tragiske figurer i hele fortællingen. Han ved, at Jesus er uskyldig. Han prøver at undslippe sagen. Han sender den videre (Luk. 23:6-7). Han erklærer flere gange, at han ikke finder skyld hos Ham (Joh. 18:38; Joh. 19:4)6; Luk. 23:4-22). Han forsøger at frigive Ham (Joh. 18:39; Joh. 19:12; Luk. 23:16-22). Han lader Ham piske for at blødgøre mængden (Joh. 19:1-5; Matt. 27:26). Han vasker sine hænder (Matt. 27:24). Men han bøjer sig til sidst for presset (Joh. 19:12-16; Luk. 23:23-25; Matt. 27:24-26).

Herodes er lettere at aflæse. Han vil se noget spektakulært. Han håber på et tegn, et under, en optræden (Luk. 23:8). Da han ikke får det, vender han sagen tilbage til Pilatus (Luk. 23:9-11). På den måde afsløres også hans tomhed. Han har magt, men ingen kærlighed til sandheden (Luk. 23:8-11).

Flere artikler om Frelse

Mangelvare - syndenød

03. juli, 2007

Mest teologisk sprængkraft rummer dog Barabbas. Han er den skyldige, der går fri, fordi den uskyldige tager hans plads (Matt. 27:15-26; Joh. 18:39-40; Luk. 23:18-25). Han står under retfærdig dom. Han fortjener sin straf (Matt. 27:16; Luk. 23:19). Men Jesus går under dommen i hans sted (Matt. 27:21-26; Luk. 23:24-25). Her bliver hele evangeliet synligt i én scene. Den skyldige befries, fordi den uskyldige dømmes.

Barabbas er ikke en sidefigur. Han er et spejl. I ham ser ethvert menneske sin egen plads i påsken. Navnet betyder bar = søn, og abbas = far, altså ”søn af far”. Ofte har en søn et navn, der relaterer til sin fars navn – selv på Dansk har vi levn fra den tid. Andersen, ”søn af Anders” – Jensen, ”søn af Jens”. I Bibelens navne har vi f.eks. Barnabas, søn af Nabas, Barjesus, søn af Jesus eller Josua, Bartholomæus, ”søn af Tolmai”. Barabbas’ navn refererer ikke tilbage til noget navn, men han er bare søn af en far – en ukendt person. Derved har Gud tilrettelagt et kæmpe vidnesbyrd, at du og jeg – om vi er søn eller datter af en far, da går vi som Barabbas fri, fordi Jesus tager vores plads. Vi er alle Barabbas’er, syndere der er fanget i syndens fængsel, men Jesus satte os fri, ”livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov” (Rom. 8:2).

Når Jesus når Golgata, mødes utallige linjer fra Skriften. Salme 22 taler om hån, om deling af klæder, om gennemborede hænder og fødder (Sal. 22:7-9 , Sal. 22:17-19). Esajas 53 taler om den lidende tjener, som bærer andres synder (Es. 53:4-7-12). Zakarias taler om den gennemborede (Zak. 12:10 ; jf. Joh. 19:37). Påsken taler om lammet uden benbrud (2. Mos. 12:46 ; jf. Joh. 19:33-36). Alt dette løber sammen ved korset (Matt. kap. 27; Joh. kap. 19).

Derfor er korsfæstelsen ikke blot én henrettelse blandt mange. Den er et profetisk centrum. Selv detaljerne bliver betydningsfulde. Tornekronen og purpurkappen (Matt. 27:28-29; Joh. 19:1-5), den flersprogede inskription (Joh. 19:19-20; Luk. 23:38), soldaternes lodkastning (Matt. 27:35; Joh. 19:23-24 ; jf. Sal. 22:19), eddiken (Matt. 27:48; Joh. 19:28-29), mørket over landet (Matt. 27:45; Luk. 23:44), forhænget der flænges (Matt. 27:51; Luk. 23:45), høvedsmandens erkendelse (Matt. 27:54), det udeblevne benbrud og spydstikket i siden (Joh. 19:32-37).

Tornekronen:
Tornekronen er ikke bare romersk spot. Den peger tilbage mod forbandelsen over jorden, hvor syndens verden bærer ”torn og tidsel” (1. Mos. 3:17-18). Når Kristus bærer tornekronen (Matt. 27:28-29; Joh. 19:1-5), bliver det i denne læsning et billede på, at han bærer selve faldets forbandelse.

Purpurkappen:
Purpurkappen er samtidig både hån og ufrivillig bekendelse. Soldaterne giver Jesus en purpurkappe og en tornekrone for at lave en karikatur af en konge og håner ham med ordene: ”Hil dig, jødekonge!” (Joh. 19:2-3). Men i samme forløb bliver det netop understreget, at Jesus faktisk er konge. Da Pilatus spørger Ham direkte, svarer Jesus: ”Du har ret, jeg er en konge” (Joh. 18:37). Derfor bliver hånen ufrivilligt sand. De vil udstille en falsk konge, men de kommer i stedet til at iklæde den sande konge en spottekroning.

Det kommer også til syne ved, at fortællingen hele tiden gentager kongetitlen. Pilatus spørger: ”Er du jødernes konge?” (Joh. 18:33). Soldaterne håner ham som konge (Joh. 19:2-3). Pilatus fører ham frem og siger: ”Se, her er jeres konge!” (Joh. 19:14). Og til sidst fastholder han indskriften på korset: ”Jesus fra Nazaret, jødernes konge” (Joh. 19:19-22). Det, som mennesker siger for at håne, bliver i fortællingens logik en bekendelse, der gentages igen og igen.

Derudover kommer Hans kongelige identitet til syne ved måden, Han er konge på. Han står ikke som en jordisk hersker, der forsvarer sig med magt. Tværtimod siger Han: ”Mit rige er ikke af denne verden” (Joh. 18:36). Hans kongedømme viser sig altså ikke gennem våben, pragt og tvang, men gennem sandhed, frivillig overgivelse og lidelse. Netop derfor er purpurkappen så stærk et symbol. Den ligner en parodi på kongelighed, men i evangeliets optik afslører den, at Jesus er konge på en helt anden måde end verden forventer.

Inskriptionen:
Den flersprogede inskription over korset (Joh. 19:19-20; Luk. 23:38) er heller ikke bare en officiel anklage. Den bliver et offentligt vidnesbyrd. På hebraisk, latin og græsk bekendtgøres hans titel for den religiøse verden, den politiske verden og den kulturelle verden. Det, man vil bruge som spot, bliver i stedet en universel proklamation, at den korsfæstede er konge.

Soldaternes lodkastning:
Soldaternes lodkastning om hans klæder (Matt. 27:35; Joh. 19:23-24) læses som mere end brutalitet. Det er den nøgterne opfyldelse af Salme 22, ”Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod” (Sal. 22:19). Pointen er, at intet omkring korset er tilfældigt. Selv den sidste ydmygelse, at den døende fratages sine klæder og efterlades blottet og afmægtig, ligger inden for den profetiske ramme.

Eddiken:
Eddiken (Matt. 27:48; Joh. 19:28-29) får også profetisk vægt. Den svarer til Salme 69: ”de gav mig malurt at spise og slukked min tørst med eddike” (Sal. 69:21). Det understreger både den fysiske virkelighed i Jesu lidelse og den mærkelige præcision i opfyldelsen. Han dør ikke i en mytisk tåge, men i virkelig tørst, virkelig smerte og virkelig udmattelse.

Solformørkelsen:
Mørket over landet (Matt. 27:45; Luk. 23:44) er i denne læsning et domstegn. Det er ikke blot stemningsmættet kulisse. Hele skabningen reagerer. Når lyset viger midt på dagen, bliver korset et kosmisk øjeblik. Synd, dom og forløsning mødes ikke bare i et menneskeligt drama, men under himlens eget mørke.

Templets forhæng:
Forhænget, der flænges (Matt. 27:51; Luk. 23:45), er et af de stærkeste tegn i hele scenen. Fordi det flænges ovenfra og ned, er det tydeligvis Guds egen handling. Barrieren ind til det allerhelligste rives op. Hebræerbrevet forklarer netop dette som åbningen af en ny og levende vej ind til Gud gennem Kristus (Hebr. 10:19-20). Dermed er korsets betydning ikke blot, at Jesus dør, men også at vejen til Guds nærhed åbnes.

Høvedsmandens erkendelse:
Høvedsmandens erkendelse får ligeledes symbolsk kraft. En romersk officer, altså en repræsentant for den hedenske magt, står under korset og siger i rædsel og erkendelse, at dette virkelig var Guds søn (Matt. 27:54). Det er som om korset selv tvinger bekendelsen frem. Den, som de religiøse ledere forkaster, bliver bekendt af den hedenske soldat.

Det udeblevne benbrud:
Det udeblevne benbrud (Joh. 19:32-36) er et af de mest betydningsmættede træk. Det knytter Jesus direkte til påskelammet, om hvilket der står, at dets ben ikke må sønderbrydes (2. Mos. 12:46 ; jf. også 4. Mos. 9:12). Soldaterne bryder de andres ben, men ikke Jesu ben. Det er vigtigt netop fordi det ikke bare viser, at Han allerede er død, men også at Han dør som det sande påskelam.

Spydstikket:
Spydstikket i siden (Joh. 19:34-37) er både et dødsbevis og et profetisk tegn. Det viser, at Han virkelig døde. Der er ikke tale om en tilsyneladende død. Samtidig peger Johannes tilbage til Zakarias: ”de skal se hen til ham, de har gennemstunget” (Zak. 12:10; Joh. 19:37). Korset bliver dermed ikke kun historisk vold, men også det sted, hvor Skriften lukkes sammen.

Hvis man vil samle betydningen, er pointen denne. Hver detalje ved korset er både konkret og symbolsk. Tornekronen viser, at Han bærer forbandelsen. Purpurkappen og indskriften viser, at den spottede i virkeligheden er konge. Lodkastningen og eddiken viser, at lidelsen følger Skriftens mønster ned i enkelthederne. Mørket viser dommens alvor. Det flængede forhæng viser den nye adgang til Gud. Høvedsmandens ord viser, at sandheden bryder frem selv fra hedensk mund. Det ubrudte ben viser, at Han er påskelammet. Og spydstikket viser både Hans virkelige død og Hans profetiske identitet som den gennemstungne.

Jesu ord på korset:
Jesu syv ord fra korset udgør deres egen liturgi af lidelse og sejr. Han beder for sine bødler (Luk. 23:34). Han lover røveren paradis (Luk. 23:43). Han sørger for sin mor (Joh. 19:26-27). Han råber i gudsforladthed (Matt. 27:46 ; jf. Sal. 22:2). Han siger, at Han tørster (Joh. 19:28). Han erklærer værket fuldbragt (Joh. 19:30). Han overgiver sin ånd (Luk. 23:46). Her lyder både dybeste smerte og højeste myndighed.

• ”Fader, tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør” (Luk. 23:34) - her lyder forbøn midt i volden. Han dør ikke med had, men med tilgivelse.
• ”Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis” (Luk. 23:43) - her lyder frelsen. Midt i døden åbner han paradiset for den angrende røver.
• ”Kvinde, se, det er din søn … Se, det er din moder” (Joh. 19:26-27) - her lyder omsorgen. Selv på korset tager han sig af sin mor og skaber et nyt fællesskab.
• ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Matt. 27:46) - her lyder den dybeste nød. Han går ind i gudsforladthedens mørke og bærer lidelsens fulde vægt.
• ”Jeg tørster” (Joh. 19:28) - her lyder den fysiske virkelighed. Lidelsen er ikke symbolsk, men virkelig, kropslig og udmattende.
• ”Det er fuldbragt” (Joh. 19:30) - her lyder sejren. Ikke som et suk af nederlag, men som en erklæring om, at værket er fuldført.
• ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd” (Luk. 23:46) - her lyder overgivelsen. Han dør ikke i kaos, men i tillid og myndighed.

Ordene udgør deres egen liturgi af lidelse og sejr, fordi de har en indre orden: fra tilgivelse til frelse, til omsorg, til mørke, til legemlig lidelse, til fuldbyrdelse, til tillidsfuld overgivelse. Det er derfor ikke bare syv enkeltstående sætninger. De tegner tilsammen et mønster. Kristus lider virkeligt, men Han mister aldrig sin myndighed. Han bærer syndens mørke, men ender i fuldbyrdelse og overgivelse til Faderen.

Flere artikler om Frelse

Ben, kød og blod

26. april, 2007

Det er derfor misvisende at kalde korset en ren tragedie. Tragedien er der, men den bæres af en højere orden. Korset er ikke først og fremmest et nederlag. Det er det sted, hvor dom, kærlighed, lydighed og sejr falder sammen (Es. 53:5-12; Joh. 19:30; Luk. 23:46).

Et vigtigt lag i påskefortællingen er også spørgsmålet om, hvor gennemgribende Jesus blev mishandlet. Evangelierne siger meget, men de siger det ofte nøgternt. Gamle profettekster udfolder det mere. Når Esajas taler om, at hans skikkelse var så vansiret, at han næsten ikke lignede et menneske (Es. 52:14), bliver lidelsen mere radikal, end mange forestiller sig. Og når Es. 50:6 taler om, at håret blev revet af hans kinder, åbner det muligheden for, at hans ansigt var ødelagt på en måde, end ikke Mel Gibson i ”Passion of the Christ” har fantasi til at forstille sig

Det gør ikke korsets betydning større, men det gør lidelsens realitet større. Hans ydmygelse var ikke symbolsk. Den var fysisk, grov og dybt nedværdigende. I samme vers (Es. 50:6) ser vi tilmed følgende:

Piskeslag:
”min Ryg bød jeg frem til Hug”, siger Jesus fra evigheden. Også da Han endelig kom i kødet, profeterede Han igen om at Han skulle overgives ”til at spottes og piskes og korsfæstes” (Matt. 20:19).

Skægget blev rykket ud:
Jeg gas sit ”skæg til at rives”. Bogstavelig talt gav Jesus sine ”kinder til dem som plukkede håret af” (KJV). Man flåede skægget af Jesus, en smertelig, smertelig tortur, som med stor sandsynlighed har efterladt Jesus med et store åbne sår i ansigtet. En modbydelig behandling der udgår fra en djævelsk vrede uden grund, Joh. 15:25 – se også Sal. 7:4; Sal. 35:19; Sal. 69:4; Sal. 109:3)

Hån og spyt.
Jesus tillod at de hånede Ham og spyttede på Ham (se Mark. 14:65; Mark. 15:19; Matt. 26:67; Luk. 22:63; Joh. 18:22). Vi må ikke glemme Faderen i dette. Han så til, da folket spyttede, pryglede og slog på Sin elskede Søn (Matt. 27:30) – da de hånede Ham (Matt. 27:29 , 31) og rev Hans skæg til en blodig masse. Alt dette så Han til, mens Han til hver en tid havde magten til at stoppe det. Som forældre er det umuligt at forestille sig – særligt i og med at vores kærlighed er en skygge af Guds, på grund af et syndigt og formørket sind. Ingen tvivl om at Maria, da hun stod på afstand og så sin søn blive mishandlet (Matt. 27:55-56), knugedes af smerte over synet. Hvilken hjerteknusende situation, da Jesus bød Johannes og Maria hjælpe hinanden (Joh. 19:25-27). Giv dig selv 10 minutter, og tænk over denne episode – Jesus som de alle elskede og havde set gøre så uendeligt godt, at end ikke ”hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives” hvis alt skulle dækkes (Joh. 21:25), Han var hængt op, uigenkendelig, lignede som sagt ikke et menneske (Es. 52:14), og bad dem vogte hinanden. Det må have været et grådkvalt øjeblik. Men hvor meget mere er Faderen, der så sin retfærdige Søn blive mishandlet og gjort til synd (2. Kor. 5:21), ikke blevet pint?

Hvilken samhørighed mellem Faderen og Sønnen. Faderen kunne have stoppet det – Jesus bad selv om den mulighed (Matt. 26:39-53) – men Jesus selv kunne også have stoppet det. Jesus siger selv om sit liv at: ”Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv” (Joh. 10:18). Både Faderen og Sønnen udholdte det utænkelige, for din og min skyld – af kærlighed til dig og mig! Overmåde taknemmelighed er det mindste vi kan vise Ham!

Efter Jesu død træder Josef fra Arimatæa frem. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at en rådsherre, der hidtil har været skjult discipel, pludselig handler åbent (Joh. 19:38; Luk. 23:50-52; Matt. 27:57-58). Nikodemus kommer også, nu ikke om natten som før, men i offentlig hengivelse (Joh. 3:1-2; Joh. 19:39). De bringer store mængder salver og lægger Jesus i en ny grav (Joh. 19:39-42; Matt. 27:59-60; Luk. 23:53).

Selv her er detaljerne vigtige. Graven er ubrugt (Joh. 19:41; Luk. 23:53). Legemet behandles med kongelig værdighed (Joh. 19:39-40; Matt. 27:59-60). De religiøse ledere er samtidig så bekymrede for efterspillet, at de får graven bevogtet og stenen forsejlet (Matt. 27:62-66). Jo mere man prøver at sikre graven mod indgreb, desto stærkere bliver tegnet, når den siden findes tom (Matt. 27:64-66 ; jf. Matt. 28:1-6).

Det første, der gør gravlæggelsen stærk, er hvem der træder frem. Josef fra Arimatæa er ikke en perifer person, men et medlem af rådet, ”en god og retfærdig mand”, som ikke havde samtykket i dommen (Luk. 23:50-51). Johannes siger endnu skarpere, at han hidtil havde været discipel ”dog kun i det skjulte, af frygt for jøderne” (Joh. 19:38). Derfor bliver hans handling en form for gennembrud. Da det koster mest, træder han frem mest åbent. Han går direkte til Pilatus og beder om Jesu legeme (Matt. 27:58; Joh. 19:38). Det er modigt, offentligt og kompromisløst.

Nikodemus’ fremtræden har samme karakter. Første gang vi møder ham, kommer han ”om natten” (Joh. 3:2). Nu kommer han ikke skjult, men med ”en blanding af myrra og aloe, omtrent hundrede pund” (Joh. 19:39). Det er ikke en fattig eller hastig begravelse. Det er en begravelse præget af overflod. Derfor ligger der i teksten en tydelig tanke om, at Jesus, selv i døden, behandles med kongelig værdighed. Han blev dømt som forbryder, men begravet som en konge.

At graven er ny og ubrugt (Joh. 19:41; Luk. 23:53; Matt. 27:60) er heller ikke bare en praktisk detalje. Det betyder, at der ikke kan opstå tvivl om, hvem graven tilhører, og hvem den senere tomme grav handler om. Der er ingen tidligere begravelser, ingen andre legemer, ingen uklarhed. Alt peger på én person. Samtidig knytter det forbindelsen til profetien om, at den lidende tjener skulle få ”gravkammer hos den rige” (Es. 53:9). Josef er netop en rig mand (Matt. 27:57), og graven er hans egen nye klippegrav (Matt. 27:60).

Der ligger også noget stærkt i, at kvinderne ser, hvor han bliver lagt (Matt. 27:61). Det betyder, at opstandelsesberetningen ikke senere kan bortforklares med, at de bare gik til den forkerte grav. Gravstedet er kendt. Begravelsen er observeret. Placeringen er klar.

Dernæst kommer den forseglede grav. Ypperstepræsterne og farisæerne går til Pilatus og siger, at Jesus havde sagt, at Han ville opstå efter tre dage (Matt. 27:62-63). De tror ikke på Ham, men de husker Hans ord. De frygter ikke selve opstandelsen, men frygter, at disciplene skal stjæle legemet og påstå, at Han er opstået (Matt. 27:64). Derfor får de graven bevogtet og stenen forseglet (Matt. 27:65-66).

Og netop dér vender betydningen sig. Det, der skulle gøre fortællingen mere sikker mod bedrag, kommer i stedet til at gøre den tomme grav mere tungtvejende. For jo mere graven er sikret, desto vanskeligere bliver det at hævde, at opstandelsesforkyndelsen blot begyndte med et simpelt tyveri eller en forveksling. Med andre ord: modstandernes egne forholdsregler bliver med til at styrke den senere påstand om, at graven virkelig blev fundet tom.

En af de små, men afgørende nøgler til hele tidslinjen ligger hos kvinderne. Hvornår købte de salverne? Hvornår forberedte de dem? Hvornår hvilede de? (Luk. 23:55-56; Mark. 16:1-2). Disse detaljer passer dårligt med en alt for enkel fredag-lørdag-søndag-model, men giver bedre mening, hvis man skelner mellem højtidssabbatten og den almindelige sabbat (Joh. 19:31; Luk. 23:56; Mark. 16:1).

Dermed bliver kvinderne ikke bare fromme bipersoner. Deres handlinger er med til at bære kronologien. De bliver vidner både til kærlighedens troskab og til fortællingens indre struktur (Luk. 23:55-56; Matt. 28:1; Mark. 16:1-2).

Det, der gør kvinderne så vigtige, er, at evangelierne lader deres handlinger fungere som små tidsmarkører. Lukas fortæller først, at de så, hvor Jesus blev lagt, og at de derefter ”tilberedte vellugtende salver og olier” – men så tilføjer han, at de ”sabbaten over holdt sig stille efter lovens bud” (Luk. 23:55-56). Markus siger til gengæld, at ”da sabbaten var omme, købte” kvinderne salverne (Mark. 16:1).

Det er netop her, kronologispørgsmålet opstår. Hvis kvinderne forberedte salverne før sabbatten (Luk. 23:56), men købte dem efter sabbatten (Mark. 16:1), så giver det bedst mening, hvis der har været mere end én sabbatsmarkering i forløbet. Det er derfor, teksten knytter sig til Joh. 19:31 , hvor der står, at den kommende sabbat var ”stor” – altså ikke bare den almindelige ugentlige sabbat, men en særlig højtidssabbat i forbindelse med påsken.

Ud fra den læsning ser rækkefølgen sådan ud:

• Kvinderne ser, hvor Jesus lægges (Luk. 23:55).
• En sabbat kommer til – den ”store” højtidssabbat (Joh. 19:31).
• Efter den køber de salver (Mark. 16:1).
• De forbereder dem (Luk. 23:56).
• De hviler igen på sabbatten efter lovens bud (Luk. 23:56).
• Og tidligt den første dag i ugen går de til graven (Mark. 16:2; Matt. 28:1).

Det er derfor, kvinderne bliver til mere end sørgende bipersoner i begivenhederne. De er ikke bare til stede af fromhed. Deres bevægelser, deres køb, deres forberedelser og deres hvile hjælper med at bære selve tidslinjen. De bliver dermed både vidner om kærlighedens troskab og om fortællingens indre orden.

Flere artikler om Frelse

Den nye fødsel

24. marts, 2007

Søndag morgen kommer kvinderne tidligt (Matt. 28:1; Mark. 16:1-2; Joh. 20:1). De har et praktisk problem i tankerne: hvem skal vælte stenen fra? (Mark. 16:3). Men da de når frem, er stenen allerede væltet. Graven er tom. Engle forkynder, at Han ikke er her, for Han er opstanden (Matt. 28:2-7; Mark. 16:4-6).

Maria Magdalene spiller en helt særlig rolle. Først tror hun, at nogen har fjernet legemet. Hendes reaktion er menneskeligt forståelig. Hun tænker tyveri, ikke opstandelse (Joh. 20:1-2 , Joh. 20:13-15). Først da Jesus kalder hende ved navn, åbnes hendes øjne (Joh. 20:16). Den tomme grav alene skaber ikke tro. Den opstandne selv gør (Joh. 20:14-18).

Peter og Johannes løber til graven. Den ene er hurtigst. Den anden går først ind (Joh. 20:3-8). De ser ligklæderne ligge tilbage, ordnet, ikke smidt omkring som efter et røveri (Joh. 20:5-7). Selv her ligger der et tegn. Det er ikke kaos, men fuldbyrdelse (Joh. 20:7-8).

Forklaringen om, at disciplene skulle have stjålet kroppen, mens vagterne sov, virker ved nærmere eftertanke hul (Matt. 28:11-15). Hvis de sov, hvordan ved de så, hvad der skete? Og hvis disciplene kort forinden var flygtet i rædsel, hvorfra skulle den pludselige dristighed til at overvinde bevogtet grav og romersk disciplin komme?

Den tomme grav er ikke hele opstandelsen, men den er dens første åbne segl (Matt. 28:6; Mark. 16:6; Joh. 20:1-18).

Påskens tyngde ligger ikke kun i den tomme grav, men i møderne med den opstandne Kristus. Han viser sig for Maria Magdalene (Joh. 20:14-18). Han møder andre kvinder (Matt. 28:9-10). Han går med de to på vejen til Emmaus (Luk. 24:13-35). Han viser sig for Peter (Luk. 24:34; 1. Kor. 15:5). Han kommer til disciplene bag lukkede døre (Joh. 20:19-23; Luk. 24:36-43). Han møder Thomas (Joh. 20:24-29). Han står ved stranden i Galilæa og tilbereder morgenmad (Joh. 21:1-14). Han viser sig for den større kreds i Galilæa (Matt. 28:16-20), for mere end fem hundrede på én gang og senere for Jakob (1. Kor. 15:6-7).

Disse møder gør noget særligt klart. Opstandelsen er ikke bare en usynlig overlevelse. Jesus er fysisk. Han kan ses, høres, røres og spise (Luk. 24:39-43; Joh. 20:27; Joh. 21:12-13). Og alligevel er Han ikke blot vendt tilbage til det gamle liv. Han kommer gennem lukkede døre (Joh. 20:19-26). Han genkendes ikke straks (Joh. 20:14-16; Luk. 24:15-16; Joh. 21:4-7). Han er den samme og alligevel forvandlet.

Det gør opstandelsen anderledes end genoplivelsen af Lazarus. Lazarus kom tilbage til det gamle liv og skulle dø igen (Joh. 11:43-44). Jesus træder ind i noget nyt - et herliggjort, virkeligt, men forvandlet legeme (Luk. 24:39-43; Joh. 20:19)26-28; 1. Kor. 15:5-8).

Intet sted samles påskens teologiske betydning stærkere end i 1. Kor. 15. Her gives evangeliets kerne. Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, blev begravet og opstod på tredje dag efter Skrifterne. Det er ikke en poetisk tilføjelse. Det er centrum (1. Kor. 15:1-4).

Hvis Kristus ikke er opstået, er prædikenen tom, troen forgæves, og synden stadig ubåret (1. Kor. 15:14-17). Men Kristus er opstået som førstegrøden (1. Kor. 15:20). Det betyder, at Hans opstandelse ikke bare er Hans private triumf. Den er begyndelsen på den kommende høst. Fordi Han er opstået, skal Hans egne opstå (1. Kor. 15:20-23).

Her udfolder Paulus forskellen mellem det legeme, der sås, og det legeme, der opstår. Det, der sås i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. Det, der sås i vanære, opstår i herlighed. Det, der sås i svaghed, opstår i kraft. Der er et naturligt legeme, og der er et åndeligt legeme (1. Kor. 15:42-44). Det betyder ikke et uvirkeligt legeme, men et legeme, der er fuldt præget af Guds liv og egnet til den kommende verden (1. Kor. 15:44-49).

Derfor kan kapitlet ende med triumf: Døden er opslugt og besejret. Brodden er taget. Sejren er skænket (1. Kor. 15:53-57).

Mark. 16:9-20 er særlig interessant i denne sammenhæng, fordi den ikke bare fortsætter fortællingen efter den tomme grav, men samler flere af opstandelsens afgørende led i én koncentreret afslutning. (Se mere ang. kritikken af ”Markus’ lange afslutning” i ”Bibelens Historie”.

Forsvaret for passagen hviler dels på, at den kun udelades i et meget lille mindretal af håndskrifter, dels på, at den citeres tidligt i kirkens historie, og dels på, at den virker som en naturlig og meningsfuld afrunding af Markus’ opstandelsesberetning. Hvis evangeliet skulle slutte brat med de forskrækkede kvinder ved graven, ville fortællingen stå mere åben og uforløst. Men med Mark. 16:9-20 fremstår opstandelsesvidnesbyrdet derimod som mere samlet, mere robust og mindre tilfældigt.

Her møder vi først Maria Magdalene, derefter de to undervejs og siden de elleve, så teksten lader den tomme grav blive fulgt af konkrete åbenbaringer af den opstandne (Mark. 16:9-14). Samtidig fremstilles disciplene ikke som lette at overbevise, men som præget af vantro og hårdhjertethed (Mark. 16:11-14). Netop derfor bliver opstandelsesvidnesbyrdet stærkere. Troen fremstilles ikke som noget, der opstår af stemning, men som noget, der bryder igennem modstand. Derefter munder afslutningen ud i udsendelse, himmelfart og fortsat vidnesbyrd, så opstandelsen ikke bliver evangeliets slutpunkt, men begyndelsen på dets verdensomspændende forkyndelse (Mark. 16:15-20).

Til sidst samler alt sig i én afgørende sætning. Den tomme grav er Guds kvittering på, at offeret blev modtaget (Rom. 4:25; Matt. 28:5-6). Korset er ikke nok som isoleret begivenhed, det skal besegles af opstandelsen. Og opstandelsen ville ikke frelse, hvis den ikke stod på korsets grund. Men sammen udgør de påskens centrum (1. Kor. 15:3-4; 1. Kor. 15:14-20).

Derfor er påsken ikke blot fortællingen om et uskyldigt menneskes lidelse. Den er kulminationen på ”overgangen” (påsken, 1. Kor. 5:7), konfrontationen mellem himmelsk plan og jordisk magt (Joh. 19:10-11; Apg. 2:23), opfyldelsen af profetierne (Luk. 24:25-27; Joh. 19:36-37), afsløringen af menneskets skyld (1. Kor. 15:17; Joh. 19:15-16), stedfortrædelsen i Barabbas’ skikkelse (Matt. 27:15-26; Luk. 23:18-25), den ulovlige retssags uret (Matt. 26:59-66; Luk. 22:66-71), korsets mysterium (Es. 53:4-6; Joh. 19:30), den forseglede gravs nederlag (Matt. 27:62-66; Matt. 28:2-6), den opstandne Kristi herlighed (Luk. 24:36-43; Joh. 20:19-29) og det store løfte om de troendes egen opstandelse (1. Kor. 15:20-23; 1. Kor. 15:42-44).

Påsken er således ikke bare en højtid. Den er historiens vendepunkt. Det er her, dommen falder, blodet taler (Hebr. 12:24), stenen rulles væk (Matt. 28:2), døden mister sit krav (1. Kor. 15:54-57), og fremtiden åbner sig (1. Pet. 1:3). Det er her, Gud i historien gør det, som ingen anden kunne gøre – at bære synden (Es. 53:5-6; 1. Pet. 2:24), besejre døden (1. Kor. 15:54-57) og skabe håb, der rækker ud over graven (1. Pet. 1:3; 1. Kor. 15:20-23).

Til sidst åbner påskefortællingen sig mod et endnu større spørgsmål: Hvad er et opstandelseslegeme egentlig? Ikke bare i from eller symbolsk forstand, men i selve virkelighedens struktur. For den opstandne Kristus er tydeligt fysisk. Han står iblandt disciplene, viser sine hænder og sin side, lader dem røre ved sig og spiser i deres påsyn (Luk. 24:36-43; Joh. 20:19-20; Joh. 20:26-27). Og alligevel er Han ikke blot vendt tilbage til det gamle liv. Han kommer gennem lukkede døre og viser sig med en frihed, der peger ud over den verden, vi nu kender (Joh. 20:19; Joh. 20:26). Derfor må opstandelsen forstås som mere end genoplivelse. Den er indgangen til en ny skikkelse af legemligt liv – virkelig, håndgribelig og dog forvandlet (1. Kor. 15:42-44).

Det er også derfor, Paulus taler om forskellen mellem det legeme, der sås i forgængelighed, og det legeme, der opstår i uforgængelighed; mellem vanære og herlighed, mellem svaghed og kraft (1. Kor. 15:42-44). Opstandelsen er ikke opløsning, men forvandling. Kristus er den første, og de, der hører Ham til, skal følge efter i den samme håbsbevægelse (1. Kor. 15:20-23; Fil. 3:20-21).

Når Johannes siger, at vi engang skal blive Ham lige, fordi vi skal se Ham, som Han er (1. Joh. 3:2), åbnes der for en virkelighed, som endnu ikke er fuldt åbenbaret. Og når Paulus taler om bredden og længden og højden og dybden i Kristi kærlighed (Ef. 3:17-19), peges der på, at den virkelighed, vi nu lever i, ikke er hele målestokken for det, Gud har beredt. Paulus’ ord om ”bredden og længden og højden og dybden” kan bare forstås som poetiske vendinger, men som et glimt af en virkelighed med mere end de tre dimensioner, vi normalt orienterer os i (Ef. 3:18).

Det må nødvendigvis kobles sammen med den opstandne Kristus, som pludselig står iblandt disciplene, mens dørene er lukkede (Joh. 20:19; Joh. 20:26). Han er stadig fysisk, for Han viser sine hænder og sin side og lader Thomas røre ved sig (Joh. 20:20; Joh. 20:27), men Han er ikke længere bundet af fast materie på samme måde som før. Den virkelighed må derfor vise os, at Jesus efter opstandelsen tilhører en højere dimensionalitet, hvor Han kan bevæge sig ind og ud af vores verden uden at ophøre med at være virkelig og legemlig. Det er i den forstand, de fire mål i Efeserbrevet skal læses som en antydning af en større virkelighed, og de lukkede døre i Johannesevangeliet som det konkrete billede på, at den opstandne Kristus ikke længere er bundet af den tredimensionelle verdens grænser.

Flere artikler om Frelse

Ægte glæde

13. oktober, 2006

Derfor bliver påsken ikke kun fortællingen om Jesu sejr over døden. Den bliver også nøglen til menneskets fremtid. For hvis Kristus er opstået i et herliggjort legeme, skal også de, der tilhører Ham, engang bære den himmelskes billede (1. Kor. 15:49; Fil. 3:21).

Påsken er den største af alle Guds højtider. Der er uendelig stor glæde at fejre, at vi blev købt fri fra syndens forbandelse, blev adopteret af universets Skaber og har i troen på Jesus Kristus allerede nu, fået del i evigheden!

Det har jeg valgt at fejre med en sang jeg har fabrikeret. Og hvilken bedre melodi end Andrae Crouchs ”Soon and Very Soon, We are Going to See the King”? - Ikke nok med at Jesus har taget vores skyld – snart, meget snart kommer Han og henter os hjem, for ”I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være” (Joh. 14:2-3)

[Verse 1] In Egypt’s night, beneath the fear, A spotless lamb was chosen here, Its precious blood on wooden frame, And death passed by in God’s great name. A people bound were then set free, By grace alone, not victory, Through crimson signs on every door, The Lord redeemed forevermore. [Chorus] Behold the Lamb, the Holy One, The promised Christ, God’s only Son, The blood once marked the door with grace, Now mercy shines through Jesus face. From Pharaoh’s chains to sin’s command, Redemption came through nail-scarred hands, The Passover has been fulfilled, At Calvary, the Lamb was killed. [Verse 2] No fault was found, no blemish there, The perfect Lamb our sin would bear, No broken bone, no guilt, no stain, Yet He was crushed and took our pain. The judgment due to us was laid Upon Jesus Christ, the price was paid, And by His blood the wrath is gone, The night of death gives way to dawn. [Chorus] Behold the Lamb, the Holy One, The promised Christ, God’s only Son, The blood once marked the door with grace, Now mercy shines through Jesus face. From Pharaoh’s chains to sin’s command, Redemption came through nail-scarred hands, The Passover has been fulfilled, At Calvary, the Lamb was killed. [Bridge] The shadow pointed to the cross, The gain of grace through heaven’s loss, The Lamb was slain, the veil was torn, And through His death new life was born. No yearly lamb, no repeated flame, One final sacrifice He became, And all who hide beneath His blood Are washed and made at peace with God. [Final Chorus] Behold the Lamb, the risen King, Let every tribe and nation sing, What once was sealed on posts of wood Now flows forever in His blood. The tomb is empty, stone rolled wide, The ancient promise comes alive, The Passover has reached its end, In Christ the Lamb, our God, our Friend.

[Vers 1] I Ægyptens nat, under frygtens mørke, blev et lydefrit lam udvalgt dér. Dets dyrebare blod på træets ramme, og døden gik forbi i Guds store navn. Et folk i trældom blev da sat fri, af nåde alene, ikke ved sejr, gennem blodrøde tegn på hver en dør, forløste Herren for evigt. [Omkvæd] Se Lammet, den Hellige, den lovede Kristus, Guds enbårne Søn. Det blod, som engang mærkede døren i nåde, lader nu barmhjertigheden skinne gennem Jesu ansigt. Fra Faraos lænker til syndens herredømme kom forløsningen gennem naglemærkede hænder. Påsken er blevet opfyldt, på Golgata blev Lammet slagtet. [Vers 2] Ingen fejl blev fundet, ingen plet var der, det fuldkomne Lam, som skulle bære vor synd. Intet ben blev brudt, ingen skyld, ingen plet, og dog blev Han knust og tog vor skyld. Dommen, som tilkom os, blev lagt på Jesus Kristus; prisen blev betalt. Og ved Hans blod er vreden borte, dødens nat viger for daggryet. [Omkvæd] Se Lammet, den Hellige, den lovede Kristus, Guds enbårne Søn. Det blod, som engang mærkede døren i nåde, lader nu barmhjertigheden skinne gennem Jesu ansigt. Fra Faraos lænker til syndens herredømme kom forløsningen gennem naglemærkede hænder. Påsken er blevet opfyldt, på Golgata blev Lammet slagtet. [Bro] Skyggen pegede frem mod korset, nådens vinding gennem himlens tab. Lammet blev slagtet, forhænget blev flænget, og ved Hans død blev nyt liv født. Intet årligt lam, ingen gentagen offerild, Han blev det ene endelige offer. Og alle, som skjuler sig under Hans blod, bliver tvættet rene og får fred med Gud. [Sidste omkvæd] Se Lammet, den opstandne Konge, lad hver stamme og nation synge. Det, som engang blev beseglet på dørstolper af træ, flyder nu for evigt i Hans blod. Graven er tom, stenen er rullet bort, det ældgamle løfte bliver levende. Påsken har nået sin opfyldelse, i Kristus, Lammet, vor Gud, vor Ven.

Forbillede	Opfyldelse i Kristus
Påskelammet skulle være lydefrit og uden fejl (2. Mos. 12:5).	Jesus Kristus opfylder dette som det syndfrie og fuldkomne lam, “uden plet og lyde”(1. Pet. 1:19).
Lammet blev udvalgt og siden slagtet på den fastsatte dag (2. Mos. 12:3, 6).	Kristus er det af Gud udpegede lam, som frembæres til den tid, Gud havde bestemt.
Blodet fra lammet blev strøget på dørstolperne som et synligt tegn (2. Mos. 12:7).	Jesu blod bliver frelsens tegn, fordi den nye pagt er grundlagt i Hans blod (Luk. 22:20).
Gud sagde, at når Han så blodet, ville Han gå huset forbi i dommen (2. Mos. 12:13).	På samme måde frelser Kristi blod fra den endelige dom over synden.
Påskelammet døde i stedet for den førstefødte.	Jesus dør stedfortrædende for synderen og bærer den dom, der ellers ville ramme os.
Påsken blev begyndelsen på Israels udfrielse fra Ægyptens trældom.	Kristus bliver begyndelsen på den større udfrielse fra syndens, dødens og fortabelsens trældom.
Ingen af lammets ben måtte brydes (2. Mos. 12:46).	Dette opfyldes direkte i Jesu korsfæstelse, hvor Hans ben ikke blev knust (Joh. 19:33-36).
Lammet blev spist sammen med usyret brød (2. Mos. 12:8).	Paulus knytter dette direkte til Kristus, når han siger: ”vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus”, og kalder de troende til et liv i renhed og sandhed (1. Kor. 5:7-8).
De bitre urter mindede folket om trældommens bitterhed (2. Mos. 12:8).	I Kristus bliver denne bitterhed et billede på syndens alvor og den lidelse, frelsen kostede.
Påsken var både et offer og et måltid.	Jesus opfylder dette i nadveren, hvor Han giver sit legeme og blod til sit folk i pagtens måltid (Luk. 22:15-20).
Påsken blev givet som en evig mindedag for Guds folk (2. Mos. 12:14).	Jesus viderefører dette, når Han siger: ”gør dette til ihukommelse af mig”(Luk. 22:19).
Måltidet skulle spises med sko på fødderne og stav i hånden, klar til opbrud (2. Mos. 12:11).	Kristi frelse er ikke kun et øjebliks redning, men begyndelsen på en vandring ud af det gamle liv.
Gud gjorde påskemåneden til begyndelsen på årets måneder (2. Mos. 12:2).	I Kristus begynder et nyt liv, en ny pagt og en ny skabelsesorden for den, der tror.
Blodet blev påført med isop (2. Mos. 12:22).	Ved korset møder vi igen isoppen, så påskens detaljer spejles i Jesu lidelse (Joh. 19:29).
Israelitterne måtte blive inde i huset under blodets tegn (2. Mos. 12:22-23).	På samme måde findes frelsen kun under Kristi blod og i fællesskab med Ham.
Der skulle være ét lam for huset (2. Mos. 12:3-4).	Kristus samler sit folk om ét offer, ét brød og ét legeme (1. Kor. 10:16-17).
Påskelammet skulle spises i ét hus (2. Mos. 12:46).	Nadveren samler menigheden som ét folk omkring den ene Kristus.
Den fremmede kunne optages i påsken og blive ligestillet med den indfødte (2. Mos. 12:48-49).	Det peger frem mod, at Kristi frelse ikke kun gælder Israel, men mennesker af alle folk og nationer.
Intet af lammet måtte levnes til næste morgen (2. Mos. 12:10).	Jesu offer står som fuldendt og afsluttet, sådan som Han selv siger: ”Det er fuldbragt”(Joh. 19:30).
Lammet skulle bevares helt og ikke skilles ad (2. Mos. 12:9).	Kristus giver sig selv helt og fuldt i frelsesværket; Han er ikke en delvis, men en fuldkommen frelser.
Hele Israels menighed skulle fejre påsken (2. Mos. 12:47).	I Kristus samles et endnu større folk, købt med Hans blod fra alle stammer og tungemål (Åb. 5:9-10).
Børnene skulle spørge til påskens betydning, og forældrene skulle forklare den (2. Mos. 12:26-27).	Evangeliet om Kristi død og opstandelse skal på samme måde fortælles videre fra slægt til slægt.
Påskens blod var knyttet til Guds løfte om at tage Israel til sit folk (2. Mos. 6:6-7).	I Kristus opfyldes dette dybt, når Han giver den nye pagt ved sit blod og gør de frelste til Guds folk (Luk. 22:20).
Påskelammet måtte ofres igen og igen gennem generationer.	Kristus bringer det ene, endelige offer, som ikke behøver gentagelse (Hebr. 10:10-14).
Påsken førte Israel ud af Ægypten.	Kristus fører sit folk gennem sin død og opstandelse ud af syndens land og ind i Guds frelse.
Påsken endte i tak og tilbedelse for Guds frelse.	I sin fulde opfyldelse ender påsken i tilbedelsen af det slagtede og opstandne Lam (Åb. 5:12).
Den skyldige skånes, når en anden bærer konsekvensen.	Barabbas går fri, mens Jesus dømmes i hans sted, og bliver dermed et stærkt billede på stedfortrædelsen (Luk. 23:18-25).
Udvandringen skaber et folk, som tilhører Herren.	Kristi død og opstandelse skaber det nye pagtsfolk, som tilhører Gud.
Påsken peger frem gennem hele frelseshistorien.	Jesus viser selv på Emmaus-vejen, at Moses og profeterne vidner om Ham (Luk. 24:25-27).
Påsken redder fra døden i Ægypten.	Kristus opstår som førstegrøden og åbner vejen til den endelige opstandelse (1. Kor. 15:20-22).
Påskens centrum er lammets blod.	Kristi dyrebare blod bliver frelsens centrum i den nye pagt (1. Pet. 1:18-19).

^[1] ”First Council of Nicæa (A.D. 325)”, New Advent

^[2] Se mere i ””Om to dage er det påske””

^[3] Se ”Elskede Jesus, ingen er som du!”